Ifølge gældende lovgivning skal du enten flytte folkeregisteradresse hertil og så indløse jagttegn (50 kr.)og hente licenser på kommunekontoret (koster gratis), eller også skal du entrere med en lokal outfitter, som så tager sig af både det praktiske og det juridiske. Du kan også komme med fastboende på jagt, men kun som bærer [
]. Det sidste kan jeg faktisk varmt anbefale. Selve turen, naturen, overnatning i telt, de lyse nætter o.s.v. alt dette er fortryllende. Lige det at trykke på aftrækkeren er det mindste af det hele.
...men det var jo ikke det du spurgte om, så her er lidt praktiske oplysninger:
Det varierer fra år til år hvornår jagten starter, men som regel sidst på sommeren. Jeg holder mest af at vente til hen i august med at tage på jagt, for så har vi haft den første nattefrost, og så er alle de forb##%&** myg døde. Hvis du skal med på jagt omkring maniitsoq, kan det være en god ide at have en lille lomme GPS navigator med. Jeg plejer at tage et waypoint der hvor jeg går i land med gummibåden, og så slukker jeg GPS´en for at spare strøm. Senere når jeg vil tilbage hvor jeg kom fra, tænder jeg lige GPS´en og går nogle meter indtil jeg har en klar retning til mit waypoint, så slipper jeg for at spekulere over om jeg er faret vild.
Det er også en rigtig god ide at have en bærbar VHF radio i lommen. Både til kommunikation med de andre jægere, og til nødopkald til Aasiat radio hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg har også brugt VHFén til at foretage opringning til det almindelige telefonnet via Aasiat radio, så kan man lige fortælle derhjemme hvor man er og hvornår man regner med at være hjemme (vi var sejlet et andet sted hen end oprindeligt planlagt p.g.a. pakis).
...og lad nu være med at gå 10 kilometer ind i landet og skyde 10 rensdyr, selvom I sagtens kan få licenser til det. Det er hæsligt tungt at bære dyrene ud på ryggen.
Jagtriflen kan tages med fra Danmark på en almindelig tre måneders deklaration (downloades fra
http://www.politi.dk), men politiet er noget mistænksomme hvis du kommer med en riffel uden en aftale med en outfitter, de er jo ikke dumme.
Hvis du ligefrem vil anskaffe en riffel specielt til formålet, så er kaliber .243 Win noget nær mit drømmekaliber til rensdyrjagt. Kaliber .222rem er lovlig, men efter min mening for klein. Jeg har selv en kaliber .308 Win, men har bestilt en pibe i kaliber .243 til den. Og så skal du vælge riflen så let som overhovedet muligt, det kan nemt blive tungt nok at gå endda. Kunststofskæfte og rusttræge piber er smukke, der sprøjter jo saltvand ind i gummibåden.
Det var det hurtige overblik, spørg bare igen hvis der er mere.
Venlig hilsen Lasse
...Buy the best and cry only once.