Jægere som selv afliver deres jagthunde

[Peter Olsen]

Hej, allesammen.
Hvis dette indlæg ikke lever op til de krav og regler som er gældende for dette forum, så sig til!

Lad mig starte med at sige, at det er super fedt at se så mange hjælpe hinanden på denne side. Det er imponerende.

Nu håber jeg at I også kan hjælpe mig.

Jeg er ved at lave research til noget radio, som muligvis går hen og bliver en radiodokumentar. Jeg ved ikke om det bliver muligt, men jeg vil gerne tale med en jæger som står over for at skulle sige farvel til sin jagthund, hvor han/hun selv har tænkt sig at aflive hunden.

Jeg kan allerede nu sige, at min historie om det her kommer ikke til handle om at det er forkert at gøre, eller noget i den dur. Jeg ser gerne, at det handler om en jæger som siger farvel til sin jagthund, og den relation som er imellem jægeren og hunden, og det sidste farvel.

Som sagt, så er jeg kun på et researchstadie. Det betyder at jeg blot er ude med føler, og alle svar i denne tråd er uforpligtende - jeg undersøger blot, om det er noget som jægere stadig gør.

Så hvis nogle af jer har prøvet at aflive sin jagthund, forudser at de kommer til det eller står overfor at skulle gøre det snart, så vil jeg utroligt gerne høre om det.

Jeg arbejder ud fra en hypotese om, at relationen mellem en jæger og hans hund styrkes af at han selv afliver den. Det er dette som er mit fokus, ikke noget om etiske overvejelser om det er 'rigtigt' eller 'forkert'.

Personligt ser jeg ingen problemer i selvaflivning - så længe det bedrives humant, selvfølgelig.

Så skriv gerne jeres oplevelser med at aflive sin egen jagthund - det er en stor hjælp.

På forhånd tak!

PS. Hvis I allerede føler at I har en historie som er meget interessant om aflivning af jagthund, så er I velkomne til at sende en mail til mig på peterolsen3400[at]gmail.com. Så kan vi tale sammen.

Mvh. Peter

[CP]

Jeg afliver ikke selv mine hunde - jeg kan ikke, men ville da ønske jeg kunne.
Jeg ser det som et klart + at aflive sin hund med et øjeblikkeligt dræbende skud, fremfor at slæbe den til dyrlægen.
I de tilfælde jeg kender til, hvor jægeren selv afliver sin hund, gør han det ved at lave en "jagtlig situation" for hunden.
Han har "gemt" et stykke vildt - en due eller lignende - på den tur de skal gå og afliver så hunden når den er optaget af "den jagtlige situation".
Det vil jo egentlig sige at hunden dør i et lykkeligt øjeblik.

CP
.17 HMR - .22 LR - .223 - 6mm.PPC - .243 - .260 - 7x57R - .308 -.300 WM - 8x57 - 8x57R - .338LM
"Kryogenbehandling af riffelpiber-det virker"

[taby]

Hej

Jeg har selv taget et par jagthunde af dage. Som CP er inde på er vi "taget på jagt", hvor alt muligt har været så normalt som det lader sig gøre. Og når hunden har været optaget af alt muligt andet er lyset blevet slukket. det er lige forfærdeligt at sige farvel hver gang, men på forunderlig vis har det for mig været sådan at den værste tid har været når beslutningen skulle tages. Under selve "jagten" har jeg kunnet forholde mig rolig og balanceret, men når det er overstået er der blevet vandet høns til den store guldmedalje. Sidder faktisk og får en klump i halsen og sløret syn nu. De kommer jo til at betyde alt for sig de fantastiske dyr. Jeg kan ikke forestille mig det anderledes. Hverken at tage til dyrlægen eller lade ham/hende komme til mig. I naturen opdager de aldrig hvad der skal ske, men dt kræver selvfølgelig at man er rolig.

Mvh. Taby

[M@X 2.1]

Snøft[V]

http://www.riffeljagt.com/forum/code/top...ms=Slukket

Sid ikke inde når alt håb er ude....

mvh M@X 2.0

[CP]

Peter, hvis du læser Max' s gamle indlæg ( det har du forhåbentlig gjort nu) tror jeg du forstår hvad det mest handler om for os jægere.
TSX skriver det godt i hans kommentar " en værdig afsked" , det er meget det , det handler om for os.

CP
.17 HMR - .22 LR - .223 - 6mm.PPC - .243 - .260 - 7x57R - .308 -.300 WM - 8x57 - 8x57R - .338LM
"Kryogenbehandling af riffelpiber-det virker"

[Klokker]

Jeg vræler hver gang jeg læser det indlæg Max. []

Min gamle, uvorne Kleinermonsterlænder Loke bedre kendt som FORHELVEDELOKEDINTÅBELIGEKØTERKOMNUFORSATANHER. Er blevet 11 år gammel og jeg begynder at kunne mærke alderdomstegnene hos ham. Han er min første hund og har derfor en helt særlig plads. Jeg plejer at sige vi har en aftale om, at han selvfølgelig bliver mindst 30 år gammel, men det løfte kommer han nu nok ikke til at kunne holde.

Han har en fast rutine, hvor det sidste han gør HVER aften inden han trisser over i sit hjørne til sin lille kone "Forsatansaga" er at komme over og lægge hovedet på min skulder, når jeg ligger i sengen, for at sige godnat. Den rutine kan jeg nærmest ikke forestille mig at undvære.

Jeg kan nok desværre ikke selv klare paragrafferne den dag han skal væk herfra.
For uindviede lyder det nok mærkeligt, ja måske makabert endda, men jeg ville ønske jeg havde modet til at trykke på kontakten den dag Loke skal herfra.
Heldigvis kan jeg se frem til forhåbentligt et par gode år mere.

Klokker

Alt kød under 400 gram betegnes som pålæg

[JRexA]

Jeg har kun en gang været til dyrlægen, med en hund der skulle aflives.
Det håber jeg aldrig at skulle igen.

Det var en mynde, der fik en tarmvending, og fik alvorlige indre blødninger. (Den blødte ud af anus)
Det var mens jeg var på ferie i Danmark, og jeg kørte min ex. til dyrlægen med hunden, og gik selvfølgelig med ind.
Hunden var næsten død(hvide læber), da den fik indsprøjtningerne. Men det var stadig en extremt ubehagelig og følelsesladet oplevelse, at en Hund man havde kendt, i mere end 10 år, døde/skulle aflives.

Hvis jeg nogensinde får en jagthund, og den bliver så gammel, at der ingen anden udvej er, så skal den, hvis muligheden er der, med på en sidste jagt, så den kan dø lykkelig.

At tage den med til dyrlægen, vil for mig være hårdere, end at selv afslutte det.
Og jeg synes at man skylder hunden, at afslutte det, på en måde, der giver mindst muligt stress, for dyret.

Glædelig Jagt fra Grønland

Jesper Rex
If you can't do it with a 30-06, it likely can't be done...(Men det ER nu kedeligt kun med en gøb....(skriver manden med 9+))

[Peter Olsen]

quote:

---

Originally posted by CP

Peter, hvis du læser Max' s gamle indlæg ( det har du forhåbentlig gjort nu) tror jeg du forstår hvad det mest handler om for os jægere.
TSX skriver det godt i hans kommentar " en værdig afsked" , det er meget det , det handler om for os.

CP
.17 HMR - .22 LR - .223 - 6mm.PPC - .243 - .260 - 7x57R - .308 -.300 WM - 8x57 - 8x57R - .338LM
"Kryogenbehandling af riffelpiber-det virker"

---

At det handler om jægerens værdige afsked med hunden er virkelig også noget som jeg ville placere i centrum for historien. Så derfor er det meget fedt at læse, at det også står fuldstændigt centralt for jer.

Mvh. Peter

[Peter Olsen]

quote:

---

Originally posted by taby

Hej

Jeg har selv taget et par jagthunde af dage. Som CP er inde på er vi "taget på jagt", hvor alt muligt har været så normalt som det lader sig gøre. Og når hunden har været optaget af alt muligt andet er lyset blevet slukket. det er lige forfærdeligt at sige farvel hver gang, men på forunderlig vis har det for mig været sådan at den værste tid har været når beslutningen skulle tages. Under selve "jagten" har jeg kunnet forholde mig rolig og balanceret, men når det er overstået er der blevet vandet høns til den store guldmedalje. Sidder faktisk og får en klump i halsen og sløret syn nu. De kommer jo til at betyde alt for sig de fantastiske dyr. Jeg kan ikke forestille mig det anderledes. Hverken at tage til dyrlægen eller lade ham/hende komme til mig. I naturen opdager de aldrig hvad der skal ske, men dt kræver selvfølgelig at man er rolig.

Mvh. Taby

---

Jeg synes det er interessant når du skriver at "...den værste tid har været når beslutningen skulle tages", men at du så var fattet under den sidste jagt. Har du oplevet at hunden har kunne mærke at der var noget i gære, eller har du netop kunne undgå dette ved at lade fornuften komme før følelserne på den sidste tur?

Mvh. Peter

[Peter Olsen]

quote:

---

Originally posted by Klokker

Jeg vræler hver gang jeg læser det indlæg Max. []

Min gamle, uvorne Kleinermonsterlænder Loke bedre kendt som FORHELVEDELOKEDINTÅBELIGEKØTERKOMNUFORSATANHER. Er blevet 11 år gammel og jeg begynder at kunne mærke alderdomstegnene hos ham. Han er min første hund og har derfor en helt særlig plads. Jeg plejer at sige vi har en aftale om, at han selvfølgelig bliver mindst 30 år gammel, men det løfte kommer han nu nok ikke til at kunne holde.

Han har en fast rutine, hvor det sidste han gør HVER aften inden han trisser over i sit hjørne til sin lille kone "Forsatansaga" er at komme over og lægge hovedet på min skulder, når jeg ligger i sengen, for at sige godnat. Den rutine kan jeg nærmest ikke forestille mig at undvære.

Jeg kan nok desværre ikke selv klare paragrafferne den dag han skal væk herfra.
For uindviede lyder det nok mærkeligt, ja måske makabert endda, men jeg ville ønske jeg havde modet til at trykke på kontakten den dag Loke skal herfra.
Heldigvis kan jeg se frem til forhåbentligt et par gode år mere.

Klokker

Alt kød under 400 gram betegnes som pålæg

---

Det lyder som om Loke fylder rigtig meget i dit hjem, og ikke kun på jagten. Tror du at du vil få en anden jæger til at "trykke på kontakten" når tiden er til det, eller tager du ham til dyrlægen?

Mvh. Peter

[STROM]

det er noget af et ansvar at lægge på en jagtkammerat. jeg ville ikke overlade det til andre.

jeg har siden 75 altid selv skudt mine jagthunde når tiden var inde ( havde en skidt oplevelse hos dyrlægen hvor min mors puddel hylede og krampede et pænt stykke tid før det var ovre. jeg ved ikke om hunden var ved bevisthed, men jeg havde det ikke så godt med det ).

en god jagtsituation eller en håndfuld foder på jorden, så er det overstået på sekunder.
at der så venter det værste med at pakke hunden ind og begrave den er en anden sag

mvh
Strom, naturgænger

[Lars M. L.]

Jeg har i over 11 år været velsignet med en dejlig ven og jagtkammerat - nemlig min gule labrador Oskar. Vi fik den, inden vi fik børn, så jeg havde god tid til at træne med den og tage den med på jagt. På haglbøssejagt var den en velfungerende apportør og på riffeljagt var den min lydløse ledsager fri ved fod eller under skydestigen.


Polen 2009


Bukkejagt 2016

Da børnene kom, var den godmodig og venlig i samværet med drengene. Blev Emil og Viggo for voldsomme gik hunden blot hen i kurven og lagde sig. Med andre ord var Oskar et fuldgyldigt og naturligt medlem af familien både i hjemmet og på jagt.



Alting får dog en ende og i sommerferien kunne vi se, at hunden ikke længere var sig selv. Nogle dage var ok, men andre dage var der problemer med at lade vandet, problemer med at springe op i bagagerummet, unormal tørst og så videre.
Min kone og jeg besluttede derfor, at nu var tiden kommet for Oskar. Viggo (8) og Emil (9) blev naturligvis kede af det, men tog det pænt, da vi fortalte, at nu skulle Oskar aflives.
Dagen efter kom Emil med grødet stemme og spurgte, om det var rigtigt, at man aflivede hunde ved at hugge deres hoved af - som en af hans klassekammerater havde hævdet.
På ny tog vi en længere snak om livet og døden. Det blev i løbet af samtalen klart for mig, at det var vigtigt for hele familien at være med, når Oskar skulle aflives. Derfor følte jeg ikke, at skydning var en god mulighed.

Dagen efter bestilte jeg en tid ved vores lokale dyrlæge, som vi inkl Oskar altid havde været meget glade for. Vi fik en sen eftermiddagstid. Da vi kom hjem fra skole og arbejde, fik Oskar en portion foder og sammen gik vi gennem skoven og over til dyrlægen.



Hos dyrlægen fik vi en meget sober behandling og han forklarede drengene, at Oskar ville få noget sovemedicin og derefter noget, som fik hjertet til at stoppe med at slå.
Sammen sad vi på gulvet hos dyrlægen og kælede for Oskar og gav den godbidder, indtil den blev træt og faldt i søvn. Da den var død, fik vi den med hjem.



Mens drengene malede på nogle strandsten, gravede min kone og jeg et passende hul i græsplænen. Oskar blev begravet på min gamle svedige jagtskjorte sammen med hundefløjten og 3 patroner.
Ovenpå plantede vi et æbletræ. For, som Viggo sagde:" Oskar elskede æbler".



Huset føles utroligt tomt nu...

mvh Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"

[kka]

Ja, det gør jeg, også for jagtkammerater.

Dén dag man anskaffer sig en hvalp, ved man at der er tale om en tidsbegrænset "forlovelse".

Har mistet 4hunde under jagt( drukning, påkørsel og forsvundne). Det er risikoen ved jagt med drivende hunde på de store arealer.

Derudover er et dyrlægebesøg, for hunden, ofte ubehagelig. Har dyrlægerne i vennekredsen, og når disse er på besøg, er de ikke et hit hos hundene.
Derimod er en sidste tur med hunden, hvor den, dét øjeblik, den får et stk pølse på jorden, får et nakkeskud, slukkes livet momentant. Sådan en død ville jeg også selv foretrække, fremfor en langsom død med plasticslanger i alle kropsåbninger....

[hjemmeladeren]

quote:

---

Originally posted by kka

Ja, det gør jeg, også for jagtkammerater.

Dén dag man anskaffer sig en hvalp, ved man at der er tale om en tidsbegrænset "forlovelse".

Har mistet 4hunde under jagt( drukning, påkørsel og forsvundne). Det er risikoen ved jagt med drivende hunde på de store arealer.

Derudover er et dyrlægebesøg, for hunden, ofte ubehagelig. Har dyrlægerne i vennekredsen, og når disse er på besøg, er de ikke et hit hos hundene.
Derimod er en sidste tur med hunden, hvor den, dét øjeblik, den får et stk pølse på jorden, får et nakkeskud, slukkes livet momentant. Sådan en død ville jeg også selv foretrække, fremfor en langsom død med plasticslanger i alle kropsåbninger....

---

Det bliver jo nok svaert at finde en jagtkammerat der er villig til at aflive dig mens du spiser poelser paa jorden[:I]

Hjemmeladeren

Det er en sej død at blive trådt ihjel af gæs

[JRexA]

quote:

---

Originally posted by hjemmeladeren

quote:

---

Originally posted by kka

Ja, det gør jeg, også for jagtkammerater.

Dén dag man anskaffer sig en hvalp, ved man at der er tale om en tidsbegrænset "forlovelse".

Har mistet 4hunde under jagt( drukning, påkørsel og forsvundne). Det er risikoen ved jagt med drivende hunde på de store arealer.

Derudover er et dyrlægebesøg, for hunden, ofte ubehagelig. Har dyrlægerne i vennekredsen, og når disse er på besøg, er de ikke et hit hos hundene.
Derimod er en sidste tur med hunden, hvor den, dét øjeblik, den får et stk pølse på jorden, får et nakkeskud, slukkes livet momentant. Sådan en død ville jeg også selv foretrække, fremfor en langsom død med plasticslanger i alle kropsåbninger....

---

Det bliver jo nok svaert at finde en jagtkammerat der er villig til at aflive dig mens du spiser poelser paa jorden[:I]

Hjemmeladeren

Det er en sej død at blive trådt ihjel af gæs

---

Jeg tror også det virker bede, med en Whisky eller en bajer, mens man sidder på en træstub. [:o)][8D][]

Glædelig Jagt fra Grønland

Jesper Rex
If you can't do it with a 30-06, it likely can't be done...(Men det ER nu kedeligt kun med en gøb....(skriver manden med 9+))

[Peter Olsen]

quote:

---

Originally posted by kka

Ja, det gør jeg, også for jagtkammerater.

Dén dag man anskaffer sig en hvalp, ved man at der er tale om en tidsbegrænset "forlovelse".

Har mistet 4hunde under jagt( drukning, påkørsel og forsvundne). Det er risikoen ved jagt med drivende hunde på de store arealer.

Derudover er et dyrlægebesøg, for hunden, ofte ubehagelig. Har dyrlægerne i vennekredsen, og når disse er på besøg, er de ikke et hit hos hundene.
Derimod er en sidste tur med hunden, hvor den, dét øjeblik, den får et stk pølse på jorden, får et nakkeskud, slukkes livet momentant. Sådan en død ville jeg også selv foretrække, fremfor en langsom død med plasticslanger i alle kropsåbninger....

---

Er det "ofte" (jeg er godt klar over at det ikke er hver dag at en hund skal forlade os) at dine kammerater beder dig om at hjælpe dem med at aflive deres hunde?

Mvh. Peter

[Peter Olsen]

quote:

---

Originally posted by Lars M. L.

Jeg har i over 11 år været velsignet med en dejlig ven og jagtkammerat - nemlig min gule labrador Oskar. Vi fik den, inden vi fik børn, så jeg havde god tid til at træne med den og tage den med på jagt. På haglbøssejagt var den en velfungerende apportør og på riffeljagt var den min lydløse ledsager fri ved fod eller under skydestigen.


Polen 2009


Bukkejagt 2016

Da børnene kom, var den godmodig og venlig i samværet med drengene. Blev Emil og Viggo for voldsomme gik hunden blot hen i kurven og lagde sig. Med andre ord var Oskar et fuldgyldigt og naturligt medlem af familien både i hjemmet og på jagt.



Alting får dog en ende og i sommerferien kunne vi se, at hunden ikke længere var sig selv. Nogle dage var ok, men andre dage var der problemer med at lade vandet, problemer med at springe op i bagagerummet, unormal tørst og så videre.
Min kone og jeg besluttede derfor, at nu var tiden kommet for Oskar. Viggo (8) og Emil (9) blev naturligvis kede af det, men tog det pænt, da vi fortalte, at nu skulle Oskar aflives.
Dagen efter kom Emil med grødet stemme og spurgte, om det var rigtigt, at man aflivede hunde ved at hugge deres hoved af - som en af hans klassekammerater havde hævdet.
På ny tog vi en længere snak om livet og døden. Det blev i løbet af samtalen klart for mig, at det var vigtigt for hele familien at være med, når Oskar skulle aflives. Derfor følte jeg ikke, at skydning var en god mulighed.

Dagen efter bestilte jeg en tid ved vores lokale dyrlæge, som vi inkl Oskar altid havde været meget glade for. Vi fik en sen eftermiddagstid. Da vi kom hjem fra skole og arbejde, fik Oskar en portion foder og sammen gik vi gennem skoven og over til dyrlægen.



Hos dyrlægen fik vi en meget sober behandling og han forklarede drengene, at Oskar ville få noget sovemedicin og derefter noget, som fik hjertet til at stoppe med at slå.
Sammen sad vi på gulvet hos dyrlægen og kælede for Oskar og gav den godbidder, indtil den blev træt og faldt i søvn. Da den var død, fik vi den med hjem.



Mens drengene malede på nogle strandsten, gravede min kone og jeg et passende hul i græsplænen. Oskar blev begravet på min gamle svedige jagtskjorte sammen med hundefløjten og 3 patroner.
Ovenpå plantede vi et æbletræ. For, som Viggo sagde:" Oskar elskede æbler".



Huset føles utroligt tomt nu...

mvh Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"

---

Sikke en fin historie Lars - tak for den! Det lyder til Oscar fik et ganske udemærket farvel med hjælp fra dyrlægen.

Mvh. Peter

[taby]

quote:

---

Originally posted by Peter Olsen

quote:

---

Originally posted by Klokker

Jeg vræler hver gang jeg læser det indlæg Max. []

Min gamle, uvorne Kleinermonsterlænder Loke bedre kendt som FORHELVEDELOKEDINTÅBELIGEKØTERKOMNUFORSATANHER. Er blevet 11 år gammel og jeg begynder at kunne mærke alderdomstegnene hos ham. Han er min første hund og har derfor en helt særlig plads. Jeg plejer at sige vi har en aftale om, at han selvfølgelig bliver mindst 30 år gammel, men det løfte kommer han nu nok ikke til at kunne holde.

Han har en fast rutine, hvor det sidste han gør HVER aften inden han trisser over i sit hjørne til sin lille kone "Forsatansaga" er at komme over og lægge hovedet på min skulder, når jeg ligger i sengen, for at sige godnat. Den rutine kan jeg nærmest ikke forestille mig at undvære.

Jeg kan nok desværre ikke selv klare paragrafferne den dag han skal væk herfra.
For uindviede lyder det nok mærkeligt, ja måske makabert endda, men jeg ville ønske jeg havde modet til at trykke på kontakten den dag Loke skal herfra.
Heldigvis kan jeg se frem til forhåbentligt et par gode år mere.

Klokker

Alt kød under 400 gram betegnes som pålæg

---

Det lyder som om Loke fylder rigtig meget i dit hjem, og ikke kun på jagten. Tror du at du vil få en anden jæger til at "trykke på kontakten" når tiden er til det, eller tager du ham til dyrlægen?

Mvh. Peter

---

Hej Peter.

Nej der har ikke været noget at mærke på hundene. Jeg har selv undret mig over hvordan jeg har kunnet takle det, men af en eller anden grund har jeg været mest følelsespåvirket under "beslutningen" som absolut er det sværeste for mig. Og umiddelbart efter det er overstået er følelserne så væltet ud af skabet hvis man kan sige det sådan. Men jeg har kun gode minder fra vores sidste ture, og jeg er helt sikker på at de ikke har mærket noget anderledes. Selv en gammel gigtplaget hund liver jo op og bliver glad når den kommer på terrænet.

EDIT. svaret på det forkerte indlæg. Beklager.

[TSX]

quote:

---

Originally posted by CP

Peter, hvis du læser Max' s gamle indlæg ( det har du forhåbentlig gjort nu) tror jeg du forstår hvad det mest handler om for os jægere.
TSX skriver det godt i hans kommentar " en værdig afsked" , det er meget det , det handler om for os.

CP
.17 HMR - .22 LR - .223 - 6mm.PPC - .243 - .260 - 7x57R - .308 -.300 WM - 8x57 - 8x57R - .338LM
"Kryogenbehandling af riffelpiber-det virker"

---

Jamen ca halvandet år efter jeg havde udtrykt ønske en værdig afsked med min labrador, blev det aktuelt.

Han blev 14 år gammel trods det han havde tilbragt mange timer i vand på trækjagt.

Da dagen kom, kunne han ikke rejse sig længere, så ikke ud til at have smerter, men kunne gå rundt og besørge, når jeg havde hjulpet ham på benene.

Han elskede at komme på køretur, og var glad for at blive læsset i bilen.

Han havde heldigvis ikke at anstrengt forhold til dyrlægen, så han virkede mere interesset i de fremmede lugte fra andre hunde der havde været i konsultationen.

Han fik en sprøjte der bedøvede ham og derfter en injektion der stoppede hjertet. Det foregik uden nogen form for panik, stille og fredeligt.

Hvis hund og ejer har et nogenlunde forhold til dyrlægen er det i mine øjne den mest udramatiske metode. Jeg kunne ikke drømme om at aflive ved skydning, og kan slet ikke finde en jagtkammeret jeg har tilstrækkelig tillid til at overlade opgaven !

Han blev overladt til kremering !

Jeg har haft flere gange tilløb til at skrive i denne tråd - men det lykkedes alligevel ikke uden vand i øjenkrogene.

mvh