05-12-2009, 12:35 AM
Jens G ville gerne ud og se efter gris, jeg afstod gerne, var da også temmelig træt, da jeg havde været ude natten før. Jeg gik til ro 19.30, men vågnede igen kl. 1 og var helt udsovet. Jens G var kommet hjem, så jeg mente godt jeg kunne tillade mig at smutte en tur på nattejagt. Det var månelyst da jeg kørte ud, men snart blev det overskyet. Kl 4 på vej hjemad stødte jeg en flok grise, det var så sort at jeg vadede for tæt på og de strøg af sted.
Jens G og Lennart skulle hjem lørdag aften, så lørdag morgen lavede vi et par små tryk. Jeg tilbød at gå igennem, det er nemmest hvis man tager påklædning på, der passer til, kun at gå.
Desværre lykkedes det ikke at trykke noget frem, jeg så en sortspætte, Lennart en urkok. Vi stoppede kl 11, for at køre til slagtehuset og partere elgen.
Da vi var færdige og kørte hjemad, drejede Jens B og jeg hen og flyttede en skydestige, ned til krydset hvor jeg havde prøvefodret og smurt trætjære på.
Der havde været gris om aftenen/natten, så det var måske muligt at få gris for, hvis der ellers var månelys.
Vi havde skudt 12 grise på området de to sidste år, Jens G tre og jeg de sidste 9. Jeg tilbød derfor jens B at han kunne få stigen, hvis han ikke ville tage den, så ville jeg.
Med den salgstale var han ikke i tvivl, han ville gerne prøve stigen.
De to andre kørte hjemad, Jens B ville ned og spise i den nærliggende by.
Jeg satte mig ud på marken, det så ud til at blive en rimelig klar aften.
Efter et stykke tid hørte jeg grisehyl i skoven. Frem med telefonen og sms'e til Jens, at han hellere måtte gå hele vejen derned, for der var liv på pladsen.
Der gik nok en halv time, da der lød et skud. Der var vel 200 meter mellem os, så det hule drøn fra hans 300 Winmag, fik mig til at være klar.
Der skete dog ingenting. Jens ringede og sagde at han havde skudt til en gris, men at han ikke kunne se den. Jeg foreslog at han skulle blive i stigen, men han ville hjem og sove. Da klokken var 22.30 kørte jeg også hjem for at få lidt at spise. Jens var stadig vågen, så vi spiste natmad og hyggede så længe at jeg undlod at køre ud igen.
Man bliver noget træt af at bruge timerne så spredt på døgnet.
Næste morgen tog jeg en listetur gennem terrænet, Jens satte sig i et tårn, han er ikke den store pürschjæger.
Klokken 09.15 havde vi aftalt at mødes ved skudsteddet, for at se om vi kunne hitte grisen. Allerede på vej over mod pladsen, så jeg den ligge 15 meter fra vejen. Det var en kæmpe so, nok større end de orner jeg har nedlagt.
Nu var Jens en glad mand, for han havde været lidt usikker på hvad der var sket.
”Hvad gør man så” spurgte han. Jens er 60 og har haft jagttegn i 10 år. ”Man brækker den da op” sagde jeg …
”Hvordan gør man det” spurgte han igen. ”Med en kniv” svarede jeg.
Så han måtte til lommen og begynde med opbrækningen. Jeg kunne godt se at han gerne ville ha' at jeg gjorde det for ham, men jeg syntes at han selv skulle prøve hvad det vil sige at skyde sig en stor gris.
En lille time senere var motoren ude og vi hev den op på skovvejen til fotografering.
”Nu skal vi hjem og have noget kaffe” sagde jeg, det var Jens enig i.
”Du får da ødelagt din bil, hvis vi hiver den ind i din Range Rover” sagde jeg. ”Ja” sagde Jens og kom med en masse beklagelser over at vi ikke havde en trailer til at køre svin med. De andre to havde taget trailer og ATV med til DK, så det var ikke nogen mulighed.
”En anden sag er, at vi ikke kan løfte den store so op i bilen” sagde jeg, den vejer over 100 kilo.
””Du har ret” sagde Jens.
Hvad vi du så gøre”? Var mit næste spørgsmål, han skulle lige svede lidt mere.
For vi har en aftale om at vi skal sørge for at tage vare på det vi skyder. Rådyrene tilfalder skytten, svin og elge deles eller sælges.
”hvis nu jeg er en god kammerat, skulle jeg så ikke låne dig min bil”? Spurgte jeg. (Jeg havde købt en presenning og har en kædetalje der er til at trække svin ind i kassebilen med, uden at man brækker ryggen.)
Han ville gerne at jeg kørte med, men jeg ville gerne på jagt. Så han måtte tage en tur på godt 160 km ekstra, inden han kunne køre hjemad.
”Jeg skyder aldrig sådan en igen” sagde Jens, det gider jeg ikke …
Og så stod jeg og tænkte på min gode ven Kims udtale, : det er først efter skuddet det egentlige arbejde starter.
Må man nyde, så må man også yde …
Jeg tjekkede foderpladsen inden jeg gik, der var blevet spist op, efter Jens havde skudt.
Jeg fodrede og smurte mere tjære på træerne. Jeg ville prøve stigen om aftenen.
Men om eftermiddagen blev det tåget, sådan rigtig grødet, så det var ikke til at se noget som helst om aftenen.
Næste morgen ville jeg prøve ude på marken. Ved fuldmånetid så jeg rådyr på marken hele natten igennem, så måske kunne jeg være heldig at finde nogen om morgenen.
Dyrene var ikke meget aktive når det var blevet dagslys, så jeg håbede på en tidlig chance.
Det var lige begyndt at lysne, da jeg nåede ud på marken. Jeg kunne se et par dyr henne på den næste mark. Den bedste chance ville være at gå tilbage og snige mig rundt omkring en lille klat træer og derved kunne jeg få et godt skud og kuglefang. Kort efter var jeg på plads, var dyrene der endnu?
Jo. En kastebuk og en smalrå trak langsomt mod skoven. Jeg fik slået skydestokken op og Da råen vendte siden til var jeg klar. Kom til at tænke på en skotsk stalkers ord til en klient, skyd den lidt tilbage, hvor skal den kunne gemme sig, hvis den løber.
Så for at skåne boven, trak jeg lidt tilbage og sendte en 150 grains barnes X afsted. En sky af damp stod fra dyret da kuglen traf og den løb derfra for fuld skrue, sammen med bukken.
Efter en spurt på små hundrede meter, stoppede den op og så sig tilbage. Jeg nåede lige at undre mig, da benene eksede under den. Bukken gik hen og så nærmere på den, for derefter at springe i skoven.
Jeg var 112 % sikker på skuddet, og kunne da heller ikke helt forstå råens opførsel. Men der er ikke to dyr der opfører sig ens, medmindre de styrter i knaldet.
Jeg hentede dyret og trak det ud til vejen. Ville hente bilen og så køre ind i skoven og sætte mig i et tårn.
Oppe i tårnet, ville jeg lige stikke hånden ned i lommen på jakken og åbne den dåse pepsi, jeg næsten altid har på lager. Det er rart hvis man er ved at få et hosteanfald, eller som her har slæbt på noget man har nedlagt.
Stor var min forundring da jeg hev en ½ liter polsk Warka-øl op af lommen. Den havde ligget der, siden jeg var på hundyrsjagt dernede.
Så sad jeg der og nød morgenbajeren og mindedes den tur, samt hyggede mig i den stille morgen.
Efter et stykke tid ville jeg pürsche en runde, for at ende nede ved bilen.
Jeg så ingen dyr, hverken fra tårnet eller på turen, men da jeg passerede vandhullet, så jeg en and svømme ovre ved den anden bred.
Lige bag hende kom andrikken, og en fæl tanke strejfede mig. Hvis jeg nu listede mig lidt længere frem, ville der måske blive mulighed for et skud. Min kæreste vil ikke spise noget med hagl i, så måske …
Jo, lidt længere fremme slog jeg stokken ud og lagde riflen op. Ænderne lå tæt ved bredden, så de var til at få fat i, hvis nu …
Anden svømmede mod højre, og andrikken fulgte med. Der var ca. 50 meter over til dem. Pludselig stoppede andrikken og drejede hovedet. Korset pegede lige bag øjet, og kuglen blev sluppet.
Skuddet fik anden til at lette og andrikken lå og ”vinkede” derovre på den anden side.
Jeg gik om på bagsiden og fandt en pind til at bjærge raptus med, julemaden var reddet.
Dagen gik med at putte elgkødet i poser og aftenen var afset til at lure på grise. De havde været der om natten igen, så jeg var klar.
Men efter 4½ time i stigen, uden at se andet end en ræv jeg ikke ville skyde til, måtte jeg hjem og spise. Bagefter gik jeg ud på markerne og blev der til halvfem. Klokken 4 kom grisene kort ud af skoven, men forsvandt igen.
Jeg var træt og måtte hjem i høkassen. Næste morgen afslørede at jeg blot skulle have været blevet i stigen, for grisene havde endnu engang spist op.
Men nu var det den sidste chance der var smuttet, jeg skulle hjemad mod fædrelandet når jeg havde fået noget søvn og pakket sammen.
Dog syntes jeg ikke jeg havde så meget til gode, det havde været en begivenhedsrig tur med tre gode skud ...
K&B Clax []
Selv den ringeste dag på jagt, er bedre end den bedste dag på jobbet ... []
Det skud der ikke er skudt, har ingen fortrudt ...
Jens G og Lennart skulle hjem lørdag aften, så lørdag morgen lavede vi et par små tryk. Jeg tilbød at gå igennem, det er nemmest hvis man tager påklædning på, der passer til, kun at gå.
Desværre lykkedes det ikke at trykke noget frem, jeg så en sortspætte, Lennart en urkok. Vi stoppede kl 11, for at køre til slagtehuset og partere elgen.
Da vi var færdige og kørte hjemad, drejede Jens B og jeg hen og flyttede en skydestige, ned til krydset hvor jeg havde prøvefodret og smurt trætjære på.
Der havde været gris om aftenen/natten, så det var måske muligt at få gris for, hvis der ellers var månelys.
Vi havde skudt 12 grise på området de to sidste år, Jens G tre og jeg de sidste 9. Jeg tilbød derfor jens B at han kunne få stigen, hvis han ikke ville tage den, så ville jeg.
Med den salgstale var han ikke i tvivl, han ville gerne prøve stigen.
De to andre kørte hjemad, Jens B ville ned og spise i den nærliggende by.
Jeg satte mig ud på marken, det så ud til at blive en rimelig klar aften.
Efter et stykke tid hørte jeg grisehyl i skoven. Frem med telefonen og sms'e til Jens, at han hellere måtte gå hele vejen derned, for der var liv på pladsen.
Der gik nok en halv time, da der lød et skud. Der var vel 200 meter mellem os, så det hule drøn fra hans 300 Winmag, fik mig til at være klar.
Der skete dog ingenting. Jens ringede og sagde at han havde skudt til en gris, men at han ikke kunne se den. Jeg foreslog at han skulle blive i stigen, men han ville hjem og sove. Da klokken var 22.30 kørte jeg også hjem for at få lidt at spise. Jens var stadig vågen, så vi spiste natmad og hyggede så længe at jeg undlod at køre ud igen.
Man bliver noget træt af at bruge timerne så spredt på døgnet.
Næste morgen tog jeg en listetur gennem terrænet, Jens satte sig i et tårn, han er ikke den store pürschjæger.
Klokken 09.15 havde vi aftalt at mødes ved skudsteddet, for at se om vi kunne hitte grisen. Allerede på vej over mod pladsen, så jeg den ligge 15 meter fra vejen. Det var en kæmpe so, nok større end de orner jeg har nedlagt.
Nu var Jens en glad mand, for han havde været lidt usikker på hvad der var sket.
”Hvad gør man så” spurgte han. Jens er 60 og har haft jagttegn i 10 år. ”Man brækker den da op” sagde jeg …
”Hvordan gør man det” spurgte han igen. ”Med en kniv” svarede jeg.
Så han måtte til lommen og begynde med opbrækningen. Jeg kunne godt se at han gerne ville ha' at jeg gjorde det for ham, men jeg syntes at han selv skulle prøve hvad det vil sige at skyde sig en stor gris.
En lille time senere var motoren ude og vi hev den op på skovvejen til fotografering.
”Nu skal vi hjem og have noget kaffe” sagde jeg, det var Jens enig i.
”Du får da ødelagt din bil, hvis vi hiver den ind i din Range Rover” sagde jeg. ”Ja” sagde Jens og kom med en masse beklagelser over at vi ikke havde en trailer til at køre svin med. De andre to havde taget trailer og ATV med til DK, så det var ikke nogen mulighed.
”En anden sag er, at vi ikke kan løfte den store so op i bilen” sagde jeg, den vejer over 100 kilo.
””Du har ret” sagde Jens.
Hvad vi du så gøre”? Var mit næste spørgsmål, han skulle lige svede lidt mere.
For vi har en aftale om at vi skal sørge for at tage vare på det vi skyder. Rådyrene tilfalder skytten, svin og elge deles eller sælges.
”hvis nu jeg er en god kammerat, skulle jeg så ikke låne dig min bil”? Spurgte jeg. (Jeg havde købt en presenning og har en kædetalje der er til at trække svin ind i kassebilen med, uden at man brækker ryggen.)
Han ville gerne at jeg kørte med, men jeg ville gerne på jagt. Så han måtte tage en tur på godt 160 km ekstra, inden han kunne køre hjemad.
”Jeg skyder aldrig sådan en igen” sagde Jens, det gider jeg ikke …
Og så stod jeg og tænkte på min gode ven Kims udtale, : det er først efter skuddet det egentlige arbejde starter.
Må man nyde, så må man også yde …
Jeg tjekkede foderpladsen inden jeg gik, der var blevet spist op, efter Jens havde skudt.
Jeg fodrede og smurte mere tjære på træerne. Jeg ville prøve stigen om aftenen.
Men om eftermiddagen blev det tåget, sådan rigtig grødet, så det var ikke til at se noget som helst om aftenen.
Næste morgen ville jeg prøve ude på marken. Ved fuldmånetid så jeg rådyr på marken hele natten igennem, så måske kunne jeg være heldig at finde nogen om morgenen.
Dyrene var ikke meget aktive når det var blevet dagslys, så jeg håbede på en tidlig chance.
Det var lige begyndt at lysne, da jeg nåede ud på marken. Jeg kunne se et par dyr henne på den næste mark. Den bedste chance ville være at gå tilbage og snige mig rundt omkring en lille klat træer og derved kunne jeg få et godt skud og kuglefang. Kort efter var jeg på plads, var dyrene der endnu?
Jo. En kastebuk og en smalrå trak langsomt mod skoven. Jeg fik slået skydestokken op og Da råen vendte siden til var jeg klar. Kom til at tænke på en skotsk stalkers ord til en klient, skyd den lidt tilbage, hvor skal den kunne gemme sig, hvis den løber.
Så for at skåne boven, trak jeg lidt tilbage og sendte en 150 grains barnes X afsted. En sky af damp stod fra dyret da kuglen traf og den løb derfra for fuld skrue, sammen med bukken.
Efter en spurt på små hundrede meter, stoppede den op og så sig tilbage. Jeg nåede lige at undre mig, da benene eksede under den. Bukken gik hen og så nærmere på den, for derefter at springe i skoven.
Jeg var 112 % sikker på skuddet, og kunne da heller ikke helt forstå råens opførsel. Men der er ikke to dyr der opfører sig ens, medmindre de styrter i knaldet.
Jeg hentede dyret og trak det ud til vejen. Ville hente bilen og så køre ind i skoven og sætte mig i et tårn.
Oppe i tårnet, ville jeg lige stikke hånden ned i lommen på jakken og åbne den dåse pepsi, jeg næsten altid har på lager. Det er rart hvis man er ved at få et hosteanfald, eller som her har slæbt på noget man har nedlagt.
Stor var min forundring da jeg hev en ½ liter polsk Warka-øl op af lommen. Den havde ligget der, siden jeg var på hundyrsjagt dernede.
Så sad jeg der og nød morgenbajeren og mindedes den tur, samt hyggede mig i den stille morgen.
Efter et stykke tid ville jeg pürsche en runde, for at ende nede ved bilen.
Jeg så ingen dyr, hverken fra tårnet eller på turen, men da jeg passerede vandhullet, så jeg en and svømme ovre ved den anden bred.
Lige bag hende kom andrikken, og en fæl tanke strejfede mig. Hvis jeg nu listede mig lidt længere frem, ville der måske blive mulighed for et skud. Min kæreste vil ikke spise noget med hagl i, så måske …
Jo, lidt længere fremme slog jeg stokken ud og lagde riflen op. Ænderne lå tæt ved bredden, så de var til at få fat i, hvis nu …
Anden svømmede mod højre, og andrikken fulgte med. Der var ca. 50 meter over til dem. Pludselig stoppede andrikken og drejede hovedet. Korset pegede lige bag øjet, og kuglen blev sluppet.
Skuddet fik anden til at lette og andrikken lå og ”vinkede” derovre på den anden side.
Jeg gik om på bagsiden og fandt en pind til at bjærge raptus med, julemaden var reddet.
Dagen gik med at putte elgkødet i poser og aftenen var afset til at lure på grise. De havde været der om natten igen, så jeg var klar.
Men efter 4½ time i stigen, uden at se andet end en ræv jeg ikke ville skyde til, måtte jeg hjem og spise. Bagefter gik jeg ud på markerne og blev der til halvfem. Klokken 4 kom grisene kort ud af skoven, men forsvandt igen.
Jeg var træt og måtte hjem i høkassen. Næste morgen afslørede at jeg blot skulle have været blevet i stigen, for grisene havde endnu engang spist op.
Men nu var det den sidste chance der var smuttet, jeg skulle hjemad mod fædrelandet når jeg havde fået noget søvn og pakket sammen.
Dog syntes jeg ikke jeg havde så meget til gode, det havde været en begivenhedsrig tur med tre gode skud ...
K&B Clax []
Selv den ringeste dag på jagt, er bedre end den bedste dag på jobbet ... []
Det skud der ikke er skudt, har ingen fortrudt ...
K&B Claxel