19-12-2009, 06:03 PM
Kære læser, læs mit indlæg og giv mig din uforbeholdende men objektive mening.
Vi er 8 personer i et jagtkonsortium, som har lejet jagten på ca. 120 hektar i midtjylland med en god vildtbestand. Den første jagtdag i år (2010) mødtes vi 5 mand stærk og satte os ud i hver vores hochsitz i håbet om at krondyr ville dukke op.
2. min efter solopgang lyder et skud i skoven og der er stille efterfølgende. Efter ca. 40 min. lyder endnu et skud og lidt efter mødes vi alle til morgenkaffe.
2 forskellige i konsortiet har skudt efter kronhjorte. Det første skud var efter en hjort, som ikke umiddelbart var ikke fundet, og en schwiesshundefører blev selvfølgelig tilkaldt.
Det andet skud var til en ulige 8-ender som lå 20 meter fra anskydningsstedet.
Da schwiesshundeføren dukker op, starter vi eftersøgning på den første hjort med undertegnede som "hjælper". Inde blandt nogle store og yderst tætte granner ca. 50 meter fra anskydningsstedet er et sårleje fra hjorten og ca. 20 meter længere inde er endnu et sårleje. Hele vejen er der meget schwiess (blod) på jorden. Fra det andet sårleje følger vi schwiesshunden ud af granbevoksningen og ca. 100 m ned af en relativ bred sti med knæhøjt græs. Det var her yderst vanskelig med menneskelig syn at finde schwiess men hund var meget målrettet. Herefter går turen ind i mellem nogle store poppeltræer med meget spartansk bunddække. Her er der schwiess i form af blodpletter med en diameter på ca. 3-5 cm for hver 5-10 meter hvilket jo tegner rigtig godt. Problemet er blot at hunden tager os direkte mod den den ulige 8-ender som skytte nr. 2. var ved at brække.
Da vi kommer op til skytten spørger schwiesshundeføren hvor det første skud sad i hjorten, hvilket resulterede i et lettere forurettet svar "Den er sku' kun skudt én gang". Schwiesshundeføren er dog interesseret i at få sagen opklaret og inspicerer dyret. Rigtigt nok så sidder der 2 skud i hjorten. Det første skud sidder relativt langt fremme på brystkassen og er kun lige inden for brysthulen, men der er dog gennemskud. Det forreste af lungerne er lige netop snittet. Det andet skud sidder som det skal.
Nr. 2. skytte udbrød, efter konstateringen af begge skud altså sad i dyret, at " den fejlede sku' ikke noget da den kom ud til mig". Hjorten er gået ca. 350 meter mellem de 2 anskudssteder.
Inden længe samles vi 5 jægere, plus schwiesshundeføren samt de sidste 3 i konsotiet, som var ankommet til fælles drivjagt senere på dagen. Fire (minus den første skytte) af jægerne i konsortiet bliver enige om, at eftersom hjorten ikke "fejlede noget" før skud nr. 2, vil trofæet/hjorten tilfalde skytte nr. 2.
Mit spørgsmål til jer er altså,
Hvem er trofæets ejermand? Er det ham der skyder først og levere et dårligt (med dødeligt skud), eller ham der skyder den anden gang og som mener at den ingenting fejlede.
Jeg er blot observant til hele men var dog så "heldig" at opleve det hele på første række.
Af en eller anden grund kan jeg ikke få dagen ud af mit hoved.
Vi er 8 personer i et jagtkonsortium, som har lejet jagten på ca. 120 hektar i midtjylland med en god vildtbestand. Den første jagtdag i år (2010) mødtes vi 5 mand stærk og satte os ud i hver vores hochsitz i håbet om at krondyr ville dukke op.
2. min efter solopgang lyder et skud i skoven og der er stille efterfølgende. Efter ca. 40 min. lyder endnu et skud og lidt efter mødes vi alle til morgenkaffe.
2 forskellige i konsortiet har skudt efter kronhjorte. Det første skud var efter en hjort, som ikke umiddelbart var ikke fundet, og en schwiesshundefører blev selvfølgelig tilkaldt.
Det andet skud var til en ulige 8-ender som lå 20 meter fra anskydningsstedet.
Da schwiesshundeføren dukker op, starter vi eftersøgning på den første hjort med undertegnede som "hjælper". Inde blandt nogle store og yderst tætte granner ca. 50 meter fra anskydningsstedet er et sårleje fra hjorten og ca. 20 meter længere inde er endnu et sårleje. Hele vejen er der meget schwiess (blod) på jorden. Fra det andet sårleje følger vi schwiesshunden ud af granbevoksningen og ca. 100 m ned af en relativ bred sti med knæhøjt græs. Det var her yderst vanskelig med menneskelig syn at finde schwiess men hund var meget målrettet. Herefter går turen ind i mellem nogle store poppeltræer med meget spartansk bunddække. Her er der schwiess i form af blodpletter med en diameter på ca. 3-5 cm for hver 5-10 meter hvilket jo tegner rigtig godt. Problemet er blot at hunden tager os direkte mod den den ulige 8-ender som skytte nr. 2. var ved at brække.
Da vi kommer op til skytten spørger schwiesshundeføren hvor det første skud sad i hjorten, hvilket resulterede i et lettere forurettet svar "Den er sku' kun skudt én gang". Schwiesshundeføren er dog interesseret i at få sagen opklaret og inspicerer dyret. Rigtigt nok så sidder der 2 skud i hjorten. Det første skud sidder relativt langt fremme på brystkassen og er kun lige inden for brysthulen, men der er dog gennemskud. Det forreste af lungerne er lige netop snittet. Det andet skud sidder som det skal.
Nr. 2. skytte udbrød, efter konstateringen af begge skud altså sad i dyret, at " den fejlede sku' ikke noget da den kom ud til mig". Hjorten er gået ca. 350 meter mellem de 2 anskudssteder.
Inden længe samles vi 5 jægere, plus schwiesshundeføren samt de sidste 3 i konsotiet, som var ankommet til fælles drivjagt senere på dagen. Fire (minus den første skytte) af jægerne i konsortiet bliver enige om, at eftersom hjorten ikke "fejlede noget" før skud nr. 2, vil trofæet/hjorten tilfalde skytte nr. 2.
Mit spørgsmål til jer er altså,
Hvem er trofæets ejermand? Er det ham der skyder først og levere et dårligt (med dødeligt skud), eller ham der skyder den anden gang og som mener at den ingenting fejlede.
Jeg er blot observant til hele men var dog så "heldig" at opleve det hele på første række.
Af en eller anden grund kan jeg ikke få dagen ud af mit hoved.