08-01-2013, 07:25 PM
Min metode - eller rettere sagt: én af dem:
Jeg laver/lader en række patroner med standard-længde og starter et par grains under max-ladning (gennemsnit fra forskellige lære-/ladebøger samt egen erfaring) og laver 3-5 patroner i hver ladning med 0,5 grains stigende ladning, til jeg er en lille smule over anbefalet max-ladning.
Jeg kigger slet ikke på præcision (i denne omgang), men måler hastighed, og tegner hastighederne ind i et diagram, og dér hvor kurven (hastighedsforøgelse) knækker er mit maksimum, med mindre jeg har målt (se tidligere tråd om tryktegn) eller mærket tryktegn forinden.
I nogle tilfælde "finpudser" jeg kurven med ladninger i 0.1 grams interval.
Så tager jeg "min" max-ladning (jeg har erfaring for at dét er den, der kan opnås de mest præcise resultater med, måske fordi der er mindre "spillerum" til usikkerheder) og begynder at "jonglere" med sættedybden og friflugten, og nu koncentrerer jeg mig om præcisionen - starter med "trin" på 0,5 eller 1,0 mm, og når jeg har fundet de to bedste, justerer/prøver jeg med 0,1 mm derimellem, indtil jeg har den mest præcise længde.
Jeg er i denne fase meget opmærksom på tryktegn, da ændring i sættedybden jo ændrer på hylstervolumen.
Som nævnt øverst er dette én af de metoder jeg anvender, og jeg har da flere ladninger hvor der ikke er fokuseret på hastighed, men udelukkende på præcision og på hvordan projektilet opfører sig ved den givne hastighed.
Der er utroligt mange faktorer, som man kan "skrue på", når man lader selv, men det vigtige er kun at skrue på én faktor ad gangen, da man ellers ikke ved hvilken faktor som er årsag til en evt. ændring i resultatet.
Dette gør det sjovt at lade, men kan til tider også være ekstremt frustrerende.[xx(]
Jeg husker et tilfælde for 7-8 år siden, da jeg havde fået (købt!) en masse Hornady Interbond projektiler i 7 mm i 154 grains.
Dem ville jeg bruge i min 7mm Rem Mag, og jeg startede ud med en standard-prøve-ladning (dette var i tiden før mine lidt mere sofistikere og langvarende metoder).
Den ladning spredte over et helt A4-ark - om igen....[
!]
Jeg lavede mere end 30 forskellige ladninger, og ændrede på alt fra krudttype/-mængde, sættedybde, fænghætte-type/-fabrikat og hylsterfabrikat, og det bedste jeg kunne lave var skudgrupper på 8-9 cm i diameter på 100 meters afstand - ABSOLUT ikke godt nok![V]
Jeg opgav så projektilet/kuglen, og forærede dem væk, og lavede så en ladning med Nosler Accubond 160 grains, målt til 865 m/s, som skød grupper på 10-15 mm, og som jeg anvender den dag i dag.
![[Image: DRALF-logoRYDSTRM4x4.jpg]](http://i1072.photobucket.com/albums/w364/PerRydstrom/DRALF-logoRYDSTRM4x4.jpg)
EDIT: formuleringsfejl
Jeg laver/lader en række patroner med standard-længde og starter et par grains under max-ladning (gennemsnit fra forskellige lære-/ladebøger samt egen erfaring) og laver 3-5 patroner i hver ladning med 0,5 grains stigende ladning, til jeg er en lille smule over anbefalet max-ladning.
Jeg kigger slet ikke på præcision (i denne omgang), men måler hastighed, og tegner hastighederne ind i et diagram, og dér hvor kurven (hastighedsforøgelse) knækker er mit maksimum, med mindre jeg har målt (se tidligere tråd om tryktegn) eller mærket tryktegn forinden.
I nogle tilfælde "finpudser" jeg kurven med ladninger i 0.1 grams interval.
Så tager jeg "min" max-ladning (jeg har erfaring for at dét er den, der kan opnås de mest præcise resultater med, måske fordi der er mindre "spillerum" til usikkerheder) og begynder at "jonglere" med sættedybden og friflugten, og nu koncentrerer jeg mig om præcisionen - starter med "trin" på 0,5 eller 1,0 mm, og når jeg har fundet de to bedste, justerer/prøver jeg med 0,1 mm derimellem, indtil jeg har den mest præcise længde.
Jeg er i denne fase meget opmærksom på tryktegn, da ændring i sættedybden jo ændrer på hylstervolumen.
Som nævnt øverst er dette én af de metoder jeg anvender, og jeg har da flere ladninger hvor der ikke er fokuseret på hastighed, men udelukkende på præcision og på hvordan projektilet opfører sig ved den givne hastighed.
Der er utroligt mange faktorer, som man kan "skrue på", når man lader selv, men det vigtige er kun at skrue på én faktor ad gangen, da man ellers ikke ved hvilken faktor som er årsag til en evt. ændring i resultatet.
Dette gør det sjovt at lade, men kan til tider også være ekstremt frustrerende.[xx(]
Jeg husker et tilfælde for 7-8 år siden, da jeg havde fået (købt!) en masse Hornady Interbond projektiler i 7 mm i 154 grains.
Dem ville jeg bruge i min 7mm Rem Mag, og jeg startede ud med en standard-prøve-ladning (dette var i tiden før mine lidt mere sofistikere og langvarende metoder).
Den ladning spredte over et helt A4-ark - om igen....[
!]Jeg lavede mere end 30 forskellige ladninger, og ændrede på alt fra krudttype/-mængde, sættedybde, fænghætte-type/-fabrikat og hylsterfabrikat, og det bedste jeg kunne lave var skudgrupper på 8-9 cm i diameter på 100 meters afstand - ABSOLUT ikke godt nok![V]
Jeg opgav så projektilet/kuglen, og forærede dem væk, og lavede så en ladning med Nosler Accubond 160 grains, målt til 865 m/s, som skød grupper på 10-15 mm, og som jeg anvender den dag i dag.
EDIT: formuleringsfejl