Loch Earn i skotland - nu med lidt billeder.

[Jesper Madsen]

Så er jeg hjemme igen og har haft en kanon tur. Der desværre ingen billeder dem kan jeg linke via FB. Advarsel: Det er en meget lang beretning!

Skotland 7. – 13. oktober 2013.

Endelig! Efter at have bestilt rejsen tilbage i uge 43 2012, var vi nu næsten fremme ved uge 41 2013! Riffelen var skudt ind på 200 m med Norma Oryx, for at sikre gennemskud på højlandshjorten, og ved utallige lejligheder var der læst beretninger fra det skotske højland – den ene mere spændende efter den anden.

Vi skulle først flyve 13.30 mandag, så vi kunne sove ”normalt”, og så ellers stå ganske roligt op, og tage af sted, og jeg vil da selvfølgelig ikke indrømme, at jeg lå vågen det meste af natten af bare spænding. Nå, vi kom til Aberdeen – fik fat i lejebilen – og kørte mod Loch Earn, i det fineste efterårsvejr i form af høj blå himmel.

Jeg ringede til stalkeren Poul, som fortalte at han ville komme og hente os næste morgen kl 9.15, så der var god tid til at få et solidt morgenmåltid, og så ellers få pakket rygsækken med varmt tøj og den udleverede madpakke.



Første jagtdag
Stalkeren den første dag hed Angus. En erfaren stalker, men 2 meter høj, så hver gang han tog et skridt, skulle Lisbeth og jeg tage 2 skridt, så det var en hård tur op på bjerget. Vi fik hurtigt spottet en god hjort, og pürchen kunne starte. Men det var ikke så let endda! Hjorten selv var ikke det store problem. Men hinderne - og de utallige får!
Det var et hav af får oppe i bjergene, og de var næsten lige så sky som hjortene, og hjortene brugte dem som en slags vagthunde. Dvs. hvis vi fik jaget et par får hen ad bjerget, kunne vi være helt sikre på, at hjortene også løb væk!
Adskillige gange pürchede vi ind på en hjort uden resultat. Enten fik en af hinderne øje på os, eller også var der pludselig et eller flere får som vi havde overset. Vejret var også begyndt at blive lidt ubehageligt i form af kraftige byger og en meget kold vind. På et tidspunkt fik jeg endda en dum mistanke om, at jagt på højlandshjorte måske slet ikke var så spændenden endda!

Sidst på eftermiddagen var vi kommet op på toppen af bjerget, og efter at have kravlet igennem en del lyng – og ind imellem højmose som var rigtig fugtig! - efter lyden af en hjort, fik Angus pludselig øje på et par hinder, som lå i en lavning foran os. Hvad han ikke så, var en ”stirling”, som lå i lyngen på den modsatte side af den samme lavning. En stirling er en slags spids-hjort med kun 2 stænger, som bevirker at den er livsfarlig for de andre at slås med. Angus var lidt overrasket over at jeg ville skyde en sådan, men oplevelsen med at pürche sig ind på den, ville jo være den samme.
Nå, vi ville prøve at komme lidt tættere på, hvilket ikke var helt let.
Først skulle vi tilbage uden hinderne så os. Herefter skulle vi igennem en del lyng og noget fugtig højmose, før vi kunne komme frem til en ny forhøjning, hvor vi havde god udsyn til hjorten.

Jeg skulle først have foldet bipodden ud, men da jeg var klar, begyndte Angus at brøle, og hjorten rejste sig op. Jeg var dog ikke helt tilfreds med placeringen pga det græs der var foran, for selvom jeg havde en bipod på riffelen, var riffelen stadig ikke fri af græsset, så jeg begyndte at flytte mig lidt. Hjorten løb ned mod hinderne, og nu jeg var helt klar. Desværre kom der et par hinder imellem, så jeg skulle igen lige vente lidt.
Vi havde jo fået en hel del byger de sidste par timer, så da hjorten endelig var fri af hinderen, var mine briller helt våde, så jeg kunne ikke se helt klart. Samtidigt stod hjorten ikke helt med siden til, så jeg opgav at skyde.

Det var helt tydeligt at Angus var frustreret. ”At least 3 times I was close to shout – pull the trigger, pull the trigger”. Nå – jeg har aldrig haft problemer med at vente med at skyde til chancen er optimal, så jeg lod mig ikke påvirke af Angus sindstilstand!

Vi var i mellemtiden blevet rigtigt våde så vi begyndte at gå hjemad. Vi var forbi 2 rudler med hinder, men der var ikke nogen hjorte, og jeg kunne mærke at jeg heller ikke længere var opsat på at skulle forsøge at skyde mere den dag! Og vi var drivvåde da vi var tilbage på hotellet.

Der var tilsyneladende ikke noget tørrerum på hotellet, hvilket jo var lidt mærkeligt, da der ofte må være jægere / vandrere, der har været ude i regnvejr. Det viste sig heldigvis at vi havde en slags ”ekstra værelse” med en el-radiator, så det kunne vi bruge som tørrerum. Men det fandt vi desværre først ud af den næste dag, da jeg havde været ud med Haymis, og da var mit tøj – selv skindbukserne – blevet tørre!

Da vi kom hjem til hotellet, havde Jan (én af de andre jægere) skudt en god hjort, og da hans makker Thyge endnu ikke havde skudt nogen, ville Jan og hans kone Jette tage på tur. Lisbeth valgte at tage med (de ville ned til et Whisky destilleri), så jeg skulle alene ud med en ny stalker - Haymis.

Anden jagtdag
Nede fra bunden af dalen så vi hurtigt en rudel med en god hjort. Muligvis den samme, som jeg havde jagtet det meste af dagen forinden sammen med Angus, så vi gik op ad fjeldet mod syd, for at have vinden imod os. Da vi kom op, var der igen en del får, så vi bestemte os til, at gå endnu højere op, for at komme oven over fårene, og så bevæge og hen mod hjorten. Vi skulle over en del slugter, og vi var klar over, at der kunne være hinder og hjorte i disse slugter, så vi var meget forsigtige.

Det var godt! For da vi kom frem til den anden slugt, lå der pludselig en hjort. Den lå i solen, og så ud som om den sov. Afstanden var godt 150 meter, men Haymis ville tættere på. Efter langs tid kravlen (det var heldigvis ikke så vådt som dagen før) kom vi hen til en forhøjning, hvor vi lå rigtig godt i forhold til hjorten. Den sov rigtig godt, så det var bare at vente!

Efter 15 minutter rejste hjorten sig op, men det var tydeligt at den var træt, og det så ud som om den stod og tyggede drøv i søvne. Den stod med fronten til, så det var ikke på tale at afgive skud.
Jeg selv lå rigtig godt med riffelen på min rygsæk og god støtte, så hvis hjorten ville vente en time eller to, ville ikke være noget problem for mig - undtagen med kulden. Jeg lå på lyng, men jeg kunne godt frygte, at den afgørende faktor ville være kulden!

Pludselig drejede hjorten 180 gr. rundt og lagde sig ned igen. Samtidig smed den hovedet hen ad jorden, så det var tydeligt at den var træt – meget træt.

Nå – på samme måde som hjorten tilsyneladende nød solen, kunne Haymis og jeg også nyde godt af solen. Men – efter nogen tid, spurgte Haymis om jeg ville afgive et skud på halsen? I starten var jeg ikke helt klar over, om han mente det alvorligt, men den var god nok! Jeg fortalte at jeg ikke ville være sikker på hvor jeg skulle placere skuddet, og han begyndte med en lang forklaring, om hvilken vinkel i forhold til øjet!
Han forstod vist hurtigt at jeg ikke ville skyde på halsen, så vi ventede – og ventede!

Efter 40 minutter foreslog Haymis at han kunne vække hjorten ved at brøle (som en hjort). Den var jeg med på, så Haymis gav et forsigtigt brøl – og jeg var bare klar - helt klar!
Hjorten reagerede – men kun ved at åbne øjnene – og så sove videre!
Haymis brølede en gang mere. Og denne gang rejste hjorten dog hovedet. Men efter et par minutter faldt den i søvn igen!
Nå – nu ville Haymis tydeligvis have hjorten op, så han brølede lidt højere. Hjorten sig op. Det var stille og roligt, og den gav sig god tid til at strække sig. Jeg lå som sagt rigtigt godt, og havde trådkorset på bladet mens den strakte sig, og da den begyndte at slappe af ”strammede” jeg pegefingeren og skuddet gik.

Den slog en koldbøtte hen over sig selv, og gav et par spjæt fra sig.
Vi ventede 5 minutter og gik så langsom ned mod hjorten, men da jeg ikke var helt sikker på den var død, var det med riffelen klar til skud.
Der var nu ingenting at frygte. Den var død, men skuddet sad meget højt. Alt for højt i forhold til at jeg havde haft så god støtte. Senere på hotellet kom Henrik med en kommentar om, at netop det faktum at den havde strakt sig, kunne få bladet til at være en del højere oppe, og hvis jeg så skød i samme øjeblik, som den begyndte at slappe af, kunne det få skuddet til at sidde meget højt. Det gav god mening!


Min første kronhjort – en flot 10-ender – i dejligt solskin!

Vi var jo helt oppe på toppen af bjerget, så næste problem var at få den ned. Haymis havde et reb med og lavede en grime, og da det var stejlt, gik det helt af sig selv. Faktisk alt for stejlt, så der var flere gange hvor det nærmere var hjorten der trak Haymis, end Haymis der trak hjorten.
På et tidspunkt kom vi frem til et ekstra stejlt stykke, og for at der ikke skulle ske noget med geviret, skar Haymes hovedet af hjorten, som jeg så kunne bære!
Haymis havde et par gange spurgt om jeg ikke skulle have min sandwich, men da jeg jo havde spist et rigtig godt morgenmåltid med müesli og havregrød, så havde jeg ikke behov for noget.
Men efter at Haymis havde spurgt mig 2 gange, hvor jeg blot gik videre, satte han sig ned og fiskede sin madpakke op af lommen! Stakkels mand!

Nå – vi kom ned ad bjerget og så var det tid til en pint i baren!

Om torsdagen var alle stalkerne optaget af en begravelse, og Lisbeth og jeg – samt Jans kone Jette – kørte en tur op nordvest på. Meget smukt landskab.

Tredje jagtdag
Fredag morgen skulle jeg ud med David – en meget erfaren stalker – og Lisbeth ville gerne med igen.
Vi ville først prøve en bjergside, hvor vi kunne køre op det meste af vejen, og så gå hen af bjergsiden.

Det første vi fik øje på, var en flok hjorte, men der var ingen ”shoutable” imellem, så vi gik videre. Vi stødte yderlige et par små hjorte, og kom frem til det sted hvor vi havde set et par rudler, med et par hjorte imellem.


Pludselig kom en rigtig god hjort gående hen af bjerget. På dette tidspunkt lå vi ude i åbent og fladt terræn, så vi kunne hverken komme frem eller tilbage. Heldigvis varede det ikke længe før den forsvandt op over højdedraget. Men – sagen var klar! Denne hjort skulle vi gå efter.

Men – situationen var ikke helt nem. Vinden var i en sådan retning, når vi nærmede os hjorten ville vinden bringe vores færd ned til nogle hinder (med en enkelt mindre hjort), som vi havde set længere nede af bjerget. Hvis de satte sig i bevægelse, ville de løbe opad og trække den store hjort med. Men det var vores eneste mulighed, så vi prøvede.

Det gik som vi frygtede – næsten som en drejebog til en film. Men sådan er jagt. Man tager en chance og nogle gange lykkedes det, men altså ikke denne gang!


Efter flere overvejelser begyndte vi pürchen.

Vi kørte så ned og hen til et andet bjerg, og vurderede om vi skulle gå til den ene eller anden side. På den nordlige side, kunne vi se et par enkelte hinder, men umiddelbart ikke nogen hjort, så vi gik mod syd.
På den sydlige side fik vi også hurtigt øje på en flok hinder, som gik sammen med en hjort. Vi kunne dog ikke se hvor stor den var – men – det var en hjort!
Vi gik lidt længere op, idet der var en stor hjort længere fremme der brølede voldsomt. Og nu var der pludselig en meget stor hjort ovre på den nordlige side. Det var helt tydeligt at David var frustreret, og var ved at foreslå at vi skulle gå tilbage!

Hjorten på den sydlige side var også rigtig stor at dømme på lyden, men David vurderede at vi ikke kunne komme frem til den inden det blev mørkt. David foreslog så, at vi kunne gå efter den lille hjort, og så kunne jeg vurdere om jeg ville skyde, hvis jeg kom frem til skud, eller om jeg ville satse på en anden – og større hjort dagen efter – den sidste dag! Turen var købt inklusiv 2 hjorte hvorfor David måske mente at denne var lige i underkanten!

Det var ikke særligt anstrengende at komme frem til hjorten, idet vi næsten var oppe i samme højde. Vi havde set hjorten og hinderne gå rundt om en højderyg, så vi var spændt på, om de stod lige rundt om højderyggen, eller de var løbet længere hen, og dermed uden for skudhold.
VI kom rundt om højderyggen, og kunne ikke umiddelbart se noget. Men pludselig så vi dem nede på en afsats under os. Vi krøb langsom frem igennem lyngen og David tog sin jakke af, så jeg kunne lægge min riffel på den.
Jeg kom helt ud på kanten, og David sagde gentagne gange, at jeg ikke skulle føle mig presset til at skyde denne lille hjort, men tænkte på Claus Ballisagers kommentar ”Man skal tage chancen, når den byder sig”. Jeg kunne jo ikke være sikker på, at vi ville komme til skud til en hjort dagen efter. David var en ganske erfaren stalker, og vi havde set en masse hjorte i løbet af dagen, men var jo aldrig kommet på skudhold af nogen. Så hvem kunne vide hvad dagen i morgen ville bringe, hvis jeg ikke gik efter denne hjort. Vejret kunne også være ganske anderledes, så sagen var klar: Jeg ville forsøge denne hjort!
Jeg gjorde mig klar, og det sidste jeg konstaterede var, at David sagde at der kom en anden hjort hen af afsatsen hvor vi lå! Men – jeg ville nu koncentrere mig om den, der gik neden for os!

Både hjort og hinder var som sagt på en afsats langt under os, og der var lille risiko for at de ville kigge op. Men hjorten havde travlt med at holde hinderne samlet og var sjældent i ro. Jeg holdt øje med hjorten og afsikrede, men flere gange hvor jeg begyndte at krumme fingeren, mente hjorten igen der var en hind som kom lidt for langt væk. Men endelig så den ud til at skulle hvile sig – og heldigvis med siden til – så jeg lod skuddet gå. Hjorten faldt sammen på stedet. Den lå halvvejs på ryggen og sparkede voldsomt og David nikkede anerkendende.
Men pludselig kom hjorten på benene igen og stod på vaklende ben – den løb foreløbig ingen vegne. Jeg havde repeteret og skød hurtigt igen, denne gang uden noget resultat. Jeg satte mig nu op helt ude på kanten og skød tredje gang. Og så faldt den.

Da vi kom ned til hjorten, så det ud som om 2 skud sad meget højt, og da vi gennemgik episoden var vi enige om, at det første skud var dræbende, og selv om hjorten var kommet på benene, var den tydelig svækket, og havde nok faldet om igen. Men – det er ikke en chance man behøver tage!


Solen var i mellemtiden ved at gå ned, så efter at David havde brækket hjorten, begyndte vi at gå ned ad bjerget. David skulle have besøg af sin nevø dagen efter og så ville han køre op med en Arco (En slags 8-hjulet køretøj), for at hente hjorten, så vi kunne nyde solnedgangen for enden af dalen, mens vi gik ned ad bjerget med mindet om endnu en god dag!

Fjerde jagtdag
Poul kom og hentede os kl 9.30, og vi startede henne ved kølehuset og spejdede op på begge bjergsider, for at se om der var nogle gode hjorte imellem. Der var en del hinder og også et par hjorte, men ingen der så ”interessante ud”, så vi kørte hen på den rasteplads hvor David havde startet dagen før, men her var der heller ingenting der kunne friste, så vi kørte om på den anden side af bjerget.
David havde taget ”Arco-en” med. Og så var det meningen at vi ville køre halvvejs op ad bjerget og så starte derfra.
Det var det herligste vejr. Helt nede i dalen lå der nogle enkelte skyer, men vi var oppe i høj klart solskin, og vinden var svag. Derfor kunne vi også høre adskillige gode hjorte brøle rundt på bjergsiderne, så det var kun et spørgsmål om, hvilket retning vi skulle tage, men det var vinden der bestemte, dvs. vi skulle gå imod vinden.


Da vi kom op på bjerget lå skyerne stadig nede i dalen. Et pragtfuldt vejr.

Poul foreslog at vi først kiggede over på nordsiden af bjerget. Hvis ikke der var nogen der, kunne vi blot gå tilbage og så gå videre frem.
Vi kunne hurtigt konstatere, at der lå nogle hinder, men der var ingen hjort imellem. Der var til gengæld en hjort der gik nede i skovkanten i bunden af dalen. Vi kunne ikke komme derned uden hinderne så os, så Poul prøvede at ”kalde” på den, men den ville tilsyneladende ikke opad, så vi opgav den.

Så begyndte vi at gå hen ad sydsiden. Det varede ikke længe, før vi fik øje på en stor rudel hinder, og en meget aktiv hjort som brølede helt vildt. Det viste sig, at der lige i nærheden gik yderligere 3 hjorte (2 små og én som så ganske lovende ud). Det var som om, de ventede på deres chance med nogle hinder, der kom lidt væk fra flokken.

Det var hele tiden ét stort dilemma: Enten var der nogle hinder i vejen, eller også var det de 3 hjorte som stod først for, men på et tidspunkt trak de 3 hjorte helt op på toppen, så vi besluttede os at følge efter i håb om at vi kom på skudhold af den største af disse.
Det lykkedes bare aldrig. Hver gang vi mente at ”nu” måtte de være lige rundt om den næste knold, var de blot trukket længere væk. Til sidst kom vi pludselig til at overraske 2 helt små hjorte som lå i lyngen. De blev dog ikke særlig skræmt, og virkede som om de ikke rigtig vidste, hvad vi var for nogle. Men til sidst trak de dog væk, og vi bestemte os for at gå tilbage mod den brølende hjort. Nu kunne der vel kun være hinderne vi skulle passe på!


Den helt unge hjort vidste ikke helt hvem vi var!

Vi fik hurtigt kontakt til den igen. Den brølede helt vildt, for på den modsatte side af dalen, var der en anden meget aktiv hjort, så de gejlede tilsyneladende hinanden op, og i den svage vind rungede brølene frem og tilbage.

Bjergsiden var jo ikke helt flad, så vi kunne krybe frem i ly af forskellige fremspring og forhøjninger, men vi skulle tilbage adskillige gange, for det var ikke altid så højt / fladt som vi havde troet, og hinderne flyttede sig også, så vi var nede og kravle en stor del af tiden. Heldigvis var der ikke så fugtigt på denne del af bjerget, så vi blev ikke ret våde, og solen skinnede. Nu var vi efterhånden også kommet så tæt på, at Lisbeth blev tilbage, hvorefter Poul og jeg fortsatte.

Vi var efterhånden kommet ind på godt 200 meters afstand af hinderne. Problemet var, at hjorten hele tiden løb ud til den anden side. Der var formodentlig andre hinder derovre, som den ville prøve at få ind i flokken, så Poul var opsat på at vi skulle tættere på.
Vi kom hen på den næste forhøjning, og Poul kravlede først op for at rekognoscere. Efter et kort øjeblik vinkede han mig op / frem.

Det viste sig, at hinderne nu havde lagt sig ned, og der var ca 120 meter hen til dem. Hjorten var der ikke, men Poul sagde, at så længe hinderne lå der, skulle hjorten nok komme tilbage! Der gik så 10 minutter, hvor vi kunne høre hjorten brøle bag ved hinderne, men vi kunne ikke se ham. Vi lå som sagt bag en forhøjning, men pga en del græs ville jeg gerne endnu længere op / frem. Jeg kunne sagtens se igennem det, men det ville være uforsvarligt at skyde ind igennem alt dette græs. Og jeg var måske også ved at være utålmodig, for hjorten havde nu været væk i 15 minutter. Poul beroligede mig og gentog, at så længe hinderne lå ned, skulle hjorten nok komme tilbage, og når den gjorde dette, skulle jeg være parat, for så ville hinderne kigge efter hjorten, og så kunne jeg kravle det sidste stykke op.
Det skal tilføjes, at vi lå i rigtig god vind i forhold til hinderne, så vi kunne hviske sammen uden risiko. Men – føj, hvor var det spændende!

Poul fik ret. Hjorten kom pludselig tilbage og brølede løs. Hinderne kiggede op på hjorten, og da den samtidig vendte siden til, kunne jeg trække mig op på albuerne, så riflen kom fri af det lave græs og lyng. Hjorten stod i en lidt spids vinkel, så jeg holdt langt frem på bladet og krummede så langsom fingeren, mens han brølede endnu en gang – den sidste gang – ud gennem bjergene.

Hjorten forsvandt ud til højre af mit synsfelt, men Poul sagde kort: ”Fine” – og jeg kunne samtidig konstatere, at hinderne rejste sig op, men de løb ingen steder, hvilket jeg opfattede som et godt tegn.
Poul sagde, at han havde set et par gode hjorte lidt længere bagved, og han ville prøve at kalde dem frem til hinderne, så jeg skulle være klar til at skyde igen. Jeg havde jo kun brugt en kugle, så jeg havde jo stadig 4 tilbage i magasinet, så det kunne ikke være noget problem.
Poul brølede løs, og hinderne blev stående, selv om jeg nu ikke mente at hans brøl lød særlig naturligt, og efter nogle minutter listede hinderne da også væk, og vi gik frem for at lede efter hjorten.
Jeg havde som sagt kun konstateret at hjorten var faldet ud til højre – ned af bjerget, men Poul havde i kikkerten set, at kuglen sad perfekt og at hjorten havde ”tegnet” godt, så han var ikke i tvivl. Ganske rigtigt! Den lå lidt længere nede, og på grund af det skrånende terræn havde den nok rullet / trillet en god del af vejen.

Så nu var det med at få komme tilbage og hente Lisbeth, og så nyde situationen. Lisbeth havde hørt skuddet, og efter at have ventet nogle minutter, var hun begyndt at gå frem til os. Da havde hun set de flygtende hinder, og pludselig troet det var på grund af hende.


En brølende hjort, et perfekt skud, sol over Skotland. Så bliver det ikke meget større. Det er jagt når det er bedst!

Hjorten havde som sagt stået i en lidt spids vinkel, så jeg havde holdt fremme på bladet, men der var fint gennemskud med Norma Oryx, og da Poul brækkede den, var lungerne fuldstændigt smadret.
Efter at Poul fik brækket hjorten, begyndte vi at trække den nedad bjerget. Det skrånede jævnt ned mod dalen, hvor der var et hjulspor, som gik videre ned til, hvor vi havde efterladt ”Arcoen.

Da vi havde efterladt hjorten ved hjulsporet, begyndte Poul at forklare mig, at imens han ville køre op og hente hjorten, kunne vi gå ned i bunden af dalen, og på et bestemt sted var der stor sandsynlighed for, at der ville komme en eller flere hjorte forbi for at tilbringe natten nede i skoven!

Han udpegede en forhøjning som fixpunkt, og vi begav os derhen.
Vi fandt det pågældende sted (troede vi) og lagde os tilrette, så vi havde godt udsyn mod skovkanten og de slugter oppe fra bjerget, hvor hjortene formodentlig ville komme.

Efter 40 minutter var der intet sket, og da det var begyndt at blive mørkt, begav vi os tilbage for at finde Poul. Vi havde næsten kun lige rejst os op for at gå tilbage, da vi så spidserne af et gevir på en hjort! Den kom gående bag en forhøjning og var max 30 meter væk. Shit!
Vi skyndte at dukke os, men da jeg havde tømt magasinet, skulle jeg allerførst have ladet igen. Det gav desværre et lille klik, og jeg var med det samme klar over, at med mindre hjorten var døv, så havde jeg nok forspildt chancen. Og ganske rigtigt. Da jeg kiggede frem igen, var den i fuldt trav på vej opad bjerget. Det var min. en 10-ender, så det var med lidt blandede følelser vi mødtes med Poul.
Vi havde tilsyneladende placeret os ca 200 meter fra det sted, som Poul mente var det optimale. Havde vi fundet det rigtige sted, ville hjorten have kommet forbi på mindre end 50 meter!

Nå – vi havde haft en god dag i højlandet. Havde en hjort med hjem, så det varede ikke længe før episoden var glemt, og vi kunne køre tilbage til hotellet, og få en velfortjent Pint sammen med Poul.

Hjemturen.
Poul havde kogt alle 3 gevirer af, og indpakket dem i boble-plast og med stykker af haveslange på spidserne, så det var en rimelig handy ”pakke” vi skylle have med.
I lufthavnen fik vi gevirerne tjekket ind som særlig bagage, og vi slap for at betale for overvægt selv om vi samlet havde 46 kilo med. De er ikke så besværlige i Aberdeen lufthavn – og heller ikke i Esbjerg.

Vel ankommet til Danmark fik jeg gevirerne sat på plade af Verner fra Løgstør, og nu hænger de på væggen ude i gangen, som mindet om en fantastiks tur, som man har lyst til at gentage. Men vi kan næsten kun blive skuffet! Vi havde perfekt vejr – men undtagelser af 2 timers regnvejr, jeg skød til 3 hjorte og ingen faldt mere end 25 meter fra skudsteddet, og så boede vi på et lille hyggeligt hotel 5 minutters kørsel fra jagtterrænet. Det var bare perfekt!

Meeeen – mon ikke man skulle tage chancen for en tur mere? Lisbeth vil så gerne! #61514;