Jægere som selv afliver deres jagthunde

[Peter Olsen]

quote:

---

Originally posted by Lars M. L.

Jeg har i over 11 år været velsignet med en dejlig ven og jagtkammerat - nemlig min gule labrador Oskar. Vi fik den, inden vi fik børn, så jeg havde god tid til at træne med den og tage den med på jagt. På haglbøssejagt var den en velfungerende apportør og på riffeljagt var den min lydløse ledsager fri ved fod eller under skydestigen.


Polen 2009


Bukkejagt 2016

Da børnene kom, var den godmodig og venlig i samværet med drengene. Blev Emil og Viggo for voldsomme gik hunden blot hen i kurven og lagde sig. Med andre ord var Oskar et fuldgyldigt og naturligt medlem af familien både i hjemmet og på jagt.



Alting får dog en ende og i sommerferien kunne vi se, at hunden ikke længere var sig selv. Nogle dage var ok, men andre dage var der problemer med at lade vandet, problemer med at springe op i bagagerummet, unormal tørst og så videre.
Min kone og jeg besluttede derfor, at nu var tiden kommet for Oskar. Viggo (8) og Emil (9) blev naturligvis kede af det, men tog det pænt, da vi fortalte, at nu skulle Oskar aflives.
Dagen efter kom Emil med grødet stemme og spurgte, om det var rigtigt, at man aflivede hunde ved at hugge deres hoved af - som en af hans klassekammerater havde hævdet.
På ny tog vi en længere snak om livet og døden. Det blev i løbet af samtalen klart for mig, at det var vigtigt for hele familien at være med, når Oskar skulle aflives. Derfor følte jeg ikke, at skydning var en god mulighed.

Dagen efter bestilte jeg en tid ved vores lokale dyrlæge, som vi inkl Oskar altid havde været meget glade for. Vi fik en sen eftermiddagstid. Da vi kom hjem fra skole og arbejde, fik Oskar en portion foder og sammen gik vi gennem skoven og over til dyrlægen.



Hos dyrlægen fik vi en meget sober behandling og han forklarede drengene, at Oskar ville få noget sovemedicin og derefter noget, som fik hjertet til at stoppe med at slå.
Sammen sad vi på gulvet hos dyrlægen og kælede for Oskar og gav den godbidder, indtil den blev træt og faldt i søvn. Da den var død, fik vi den med hjem.



Mens drengene malede på nogle strandsten, gravede min kone og jeg et passende hul i græsplænen. Oskar blev begravet på min gamle svedige jagtskjorte sammen med hundefløjten og 3 patroner.
Ovenpå plantede vi et æbletræ. For, som Viggo sagde:" Oskar elskede æbler".



Huset føles utroligt tomt nu...

mvh Lars

"Jeg har mange forskellige interesser, men de slutter alle på -jagt"

---

Sikke en fin historie Lars - tak for den! Det lyder til Oscar fik et ganske udemærket farvel med hjælp fra dyrlægen.

Mvh. Peter