22-10-2007, 02:19 AM
Min bukkejagt i foråret var meget sparsom. Faktisk har jeg ikke nedlagt noget med riffel, siden juni sidste år.
Men i går havde jeg pakket og kørte af sted med bilen fyldt med grej.
Via bageren nåede jeg jagten lidt før skydetid og måtte sande at det var blevet efterår. Markerne var fulde af rimfrost og solen var ved at titte frem. En stille og skøn morgen, noget af det skønneste en jæger kan forstille sig.
Men det var ikke kun rimfrost der var på marken. Der var også dyr.
Jagten støder op til en skov og gennemskæres af en å, der deler højre del 100 meter fra skoven og løber ned og følger skovgærdet på de venstre to tredjedele.
Til højre for en lille lund, der ligger der hvor åen svinger ved skoven, der stod der et dyr.
Jeg havde ingen agenda, om hvad jeg ville jage, så jeg ville prøve at snige mig nærmere.
Men fremme ved hjørnet ved gården, kunne jeg se endnu et dyr stå og esse i noget uhøstet hvede. Og endnu et dyr viste sig ved det første dyr, nemlig dets lam.
Hvis jeg gik ned mod skoven, ville jeg være meget synlig for den rå i hveden. Solen ville snart skinne på mig og så er alverdens camouflagetøj ikke en pind bevendt.
Så jeg sneg mig baglæns og gik på tværs, hen til det højre nabogærde, for at følge det ned mod åen. Medens jeg sneg mig fem, løb de to dyr mod skoven, mod det højre hjørne. jeg formodede at de havde spottet mig, hvorfor mit fokus nu var på dyret i hveden. Måske kunne jeg komme på skud af den.
Men inden jeg var nået helt frem til overgangen ved åen, kom begge de to dyr igen. Lammet kom længst frem og sikrede mod mig på 8 meters hold. Jeg stod helt stille i en meget akavet stilling, men lammet kunne ikke li’ hvad det så …
Smælende løb de to dyr væk igen.
Jeg rettede mig op og afsøgte markerne. Nu var et fjerde dyr kommet frem, helt nede ved skoven. Denne gang var det en buk. Ikke særlig stor, men en rigtig afskudsbuk.
Der var kun 100 meter derned, men intet kuglefang. Bag bukken stod der til højre et stort træ, med tre stammer. Det kunne bruges til bagstop, hvis jeg kunne komme til venstre.
Så jeg måtte over åen og se om jeg så kunne få frit skud nede ved lunden. Langsomt sneg jeg mig frem, men ak, der hvor jeg havde tænkt mig at skyde fra, kunne man intet se.
Der var kun et at gøre, jeg måtte helt ned mod den anden ende af lunden og se hvad der var af muligheder.
Jeg gik nok for stærkt, for pludselig lød en vred smælen, lige foran mig til venstre. Tre dyr søgte ud på stubmarken og fortsatte op over bakken, ned mod skoven.
Det sidste dyr var mere stivbenet i sin gang og jeg fik kikkerten op. Jo, min anelse blev bekræftet, det var endnu en buk.
Denne gang en mere jagtbar af slagsen.
Men lille mand, hvad nu? Skulle jeg afvente, eller skulle jeg snige mig efter de tre dyr?
”Gode dyr var rådne” men jeg besluttede at jeg måtte vise noget action. Skulle jeg nå at hilse på dyrene, måtte jeg efter dem.
Jeg sneg mig frem, med riflen i skydestokken. Det må have set mærkeligt ud. Men oppe ved toppen, kunne jeg se lammet hoppe over åen, men de to ældre dyr var stadig på marken. Bukken var temmelig nervøs, for han nægtede at stå stille i kikkerten … [:I]
Jeg dukkede mig og begyndte at kravle frem. Det var ret koldt om fingrene. Men 15 meter længere fremme, mente jeg at der var mulighed for frit skud, selvom jeg lå ned.
Kikkerten blev skruet ned fra 24 til 8 gange, så jeg nemmere kunne se om der var strå i vejen. Jeg lagde skydestokken op på venstre skulder og riflen i anslag, så jeg kunne støtte på midten af stokken. Jeg afsikrede 22-250’eren, nu var jeg klar.
Bukken trak stadig væk, ned mod skovhjørnet. Der var kuglefang, men bukken havde r**** mod mig, så der var ikke meget at skyde på. Råen begyndte at esse, så der var ro på hos dyrene.
Bukken drejede sig nu lidt og kiggede sig tilbage, over den modsatte skulder. Jeg rettede korset over mod bladet, noget bag forbenet og tænkte at hvis man skulle skyde i denne vinkel, så var det her man skulle sigte.
Uden at jeg egentlig ville det, gik skuddet. Det var i hvert fald ubevidst aftræk, for jeg var slet ikke begyndt med åndedrætsteknikken.
Men jeg var rolig, for det sidste jeg så til korset, var at det pegede nogenlunde rigtigt.
Valne fingre og adrenalin havde gjort jobbet, for bukken blev blæst omkuld i knaldet.
Råen løb lidt op mod mig og lammet kom ud til den. De stod en stund og undrede sig over hvad der skete. Jeg havde bukken i kikkerten, for det tilfælde at han skulle rejse sig, for der var ikke langt til naboen.
De to dyr sprang i skoven og jeg kunne snart gå ned og tage min buk i øjesyn. Afstandsmåleren sagde 111 meter, så det var et fint skud.
En herlig fornemmelse, der var gået 16 måneder siden jeg sidst havde haft held i sprøjten og nu lå der en fin buk på stubben.
Jeg brækkede dyret og bandt løbene sammen, for at bære den op til bilen.
Nu var der ro i sjælen.
![[Image: bukkomp.jpg]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/bukkomp.jpg)
K&B Clax [
]
Tidligere nordisk mester i kombineret træskodans
The first dane ever ...
![[Image: hunt-an3.gif]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/hunt-an3.gif)
Er mere til Guns end roses ... Cum insantientibus fuere necesse est![[Image: 0d035906.jpg]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/0d035906.jpg)
Men i går havde jeg pakket og kørte af sted med bilen fyldt med grej.
Via bageren nåede jeg jagten lidt før skydetid og måtte sande at det var blevet efterår. Markerne var fulde af rimfrost og solen var ved at titte frem. En stille og skøn morgen, noget af det skønneste en jæger kan forstille sig.
Men det var ikke kun rimfrost der var på marken. Der var også dyr.
Jagten støder op til en skov og gennemskæres af en å, der deler højre del 100 meter fra skoven og løber ned og følger skovgærdet på de venstre to tredjedele.
Til højre for en lille lund, der ligger der hvor åen svinger ved skoven, der stod der et dyr.
Jeg havde ingen agenda, om hvad jeg ville jage, så jeg ville prøve at snige mig nærmere.
Men fremme ved hjørnet ved gården, kunne jeg se endnu et dyr stå og esse i noget uhøstet hvede. Og endnu et dyr viste sig ved det første dyr, nemlig dets lam.
Hvis jeg gik ned mod skoven, ville jeg være meget synlig for den rå i hveden. Solen ville snart skinne på mig og så er alverdens camouflagetøj ikke en pind bevendt.
Så jeg sneg mig baglæns og gik på tværs, hen til det højre nabogærde, for at følge det ned mod åen. Medens jeg sneg mig fem, løb de to dyr mod skoven, mod det højre hjørne. jeg formodede at de havde spottet mig, hvorfor mit fokus nu var på dyret i hveden. Måske kunne jeg komme på skud af den.
Men inden jeg var nået helt frem til overgangen ved åen, kom begge de to dyr igen. Lammet kom længst frem og sikrede mod mig på 8 meters hold. Jeg stod helt stille i en meget akavet stilling, men lammet kunne ikke li’ hvad det så …
Smælende løb de to dyr væk igen.
Jeg rettede mig op og afsøgte markerne. Nu var et fjerde dyr kommet frem, helt nede ved skoven. Denne gang var det en buk. Ikke særlig stor, men en rigtig afskudsbuk.
Der var kun 100 meter derned, men intet kuglefang. Bag bukken stod der til højre et stort træ, med tre stammer. Det kunne bruges til bagstop, hvis jeg kunne komme til venstre.
Så jeg måtte over åen og se om jeg så kunne få frit skud nede ved lunden. Langsomt sneg jeg mig frem, men ak, der hvor jeg havde tænkt mig at skyde fra, kunne man intet se.
Der var kun et at gøre, jeg måtte helt ned mod den anden ende af lunden og se hvad der var af muligheder.
Jeg gik nok for stærkt, for pludselig lød en vred smælen, lige foran mig til venstre. Tre dyr søgte ud på stubmarken og fortsatte op over bakken, ned mod skoven.
Det sidste dyr var mere stivbenet i sin gang og jeg fik kikkerten op. Jo, min anelse blev bekræftet, det var endnu en buk.
Denne gang en mere jagtbar af slagsen.
Men lille mand, hvad nu? Skulle jeg afvente, eller skulle jeg snige mig efter de tre dyr?
”Gode dyr var rådne” men jeg besluttede at jeg måtte vise noget action. Skulle jeg nå at hilse på dyrene, måtte jeg efter dem.
Jeg sneg mig frem, med riflen i skydestokken. Det må have set mærkeligt ud. Men oppe ved toppen, kunne jeg se lammet hoppe over åen, men de to ældre dyr var stadig på marken. Bukken var temmelig nervøs, for han nægtede at stå stille i kikkerten … [:I]
Jeg dukkede mig og begyndte at kravle frem. Det var ret koldt om fingrene. Men 15 meter længere fremme, mente jeg at der var mulighed for frit skud, selvom jeg lå ned.
Kikkerten blev skruet ned fra 24 til 8 gange, så jeg nemmere kunne se om der var strå i vejen. Jeg lagde skydestokken op på venstre skulder og riflen i anslag, så jeg kunne støtte på midten af stokken. Jeg afsikrede 22-250’eren, nu var jeg klar.
Bukken trak stadig væk, ned mod skovhjørnet. Der var kuglefang, men bukken havde r**** mod mig, så der var ikke meget at skyde på. Råen begyndte at esse, så der var ro på hos dyrene.
Bukken drejede sig nu lidt og kiggede sig tilbage, over den modsatte skulder. Jeg rettede korset over mod bladet, noget bag forbenet og tænkte at hvis man skulle skyde i denne vinkel, så var det her man skulle sigte.
Uden at jeg egentlig ville det, gik skuddet. Det var i hvert fald ubevidst aftræk, for jeg var slet ikke begyndt med åndedrætsteknikken.
Men jeg var rolig, for det sidste jeg så til korset, var at det pegede nogenlunde rigtigt.
Valne fingre og adrenalin havde gjort jobbet, for bukken blev blæst omkuld i knaldet.
Råen løb lidt op mod mig og lammet kom ud til den. De stod en stund og undrede sig over hvad der skete. Jeg havde bukken i kikkerten, for det tilfælde at han skulle rejse sig, for der var ikke langt til naboen.
De to dyr sprang i skoven og jeg kunne snart gå ned og tage min buk i øjesyn. Afstandsmåleren sagde 111 meter, så det var et fint skud.
En herlig fornemmelse, der var gået 16 måneder siden jeg sidst havde haft held i sprøjten og nu lå der en fin buk på stubben.
Jeg brækkede dyret og bandt løbene sammen, for at bære den op til bilen.
Nu var der ro i sjælen.
K&B Clax [
]Tidligere nordisk mester i kombineret træskodans
The first dane ever ...
Er mere til Guns end roses ... Cum insantientibus fuere necesse est
K&B Claxel