19-12-2013, 12:28 AM
Hundyrsjagt i Polen 2013
For 3 år i træk var vi et par stykker der tog på hundyrsjagt i det Polske med Gamekeeper jagtrejser.
Køreturen er jo ret lang og vi ankom lige sent nok til jagt på den første dag. Ikke desto mindre fik vi hurtigt vores tøj på og tog afsted.
Det var et tusmørke da vi kom ud i skoven, og det første stykke vildt jeg mødte var et stykke dåvildt. Man kunne lige ane geviret når man betragtede den igennem kikkerten på de Ca. 100meteres afstand, i det svindene lys.
Da vi uden problemer kunne komme forbi dåhjorten uden at blive opdaget, fortsatte vi til et tårn.
Vi sad ved 20 minutter før det var blevet rigtigt mørkt, og der kom et stykke dåvildt mere. Nu var det imidlertid så mørkt at det var helt umuligt at bestemme kønnet på den. Man går naturligvis ud fra at et enkelt stykke dåvildt der kommer alene er en hjort.
Tilbage på hotellet havde kunne Casper berette at hav ligeledes havde set både dåvildt og råvildt, men heller ikke var kommet til skud.
Hotellet vi boede på var af meget høj standard, og vi nød et godt stykke kød til aftensmaden inden det gik i seng efter en lang dag som for det meste var blevet tilbragt i bilen.
Første morgen skulle jagten begynde klokken 06,00, hvor det stadig var total mørke. Min skytte kørte så ud i noget lovskov, hvor han lod bilen stå. Vi gik Ca. 5-600 meter fra bilen til et skydetårn der var placeret på kanten af en eng der pludselig åbnede sig i lovskoven. Vi var kun lige kommet op i tårnet da vi fik øje på 3 stykker dåvildt ude på engen. Afstand var Ca. 150 meter, men på grund af mørket kunne vi ikke se hvad køn de var og undlod at skyde.
Det føltes som meget lang tid at vente på lyset, specielt da dyrene bevægede sig længere og længere væk fra os efterhånden som lyset kom. Da det endeligt var blevet rimeligt lyst, var dyrene desværre gået ind i skoven, og vi så dem ikke igen.
Vi prøvede nu at liste lidt rund i skoven, men det havde frosset i løbet af natten, og de frosne blade gjorde det umuligt at bevæge sig lydløst. Jagten sluttede ved 9,30 tiden, uden at vi havde set andet end de 3 stykker dåvildt i mørket.
Tilbage til hotellet kunne Casper fortælle at han havde skudt sit første dådyr den morgen. Derudover var hen ret imponeret over hvor meget terræn hans skyttes gamle Golf 2 kunne klare, oven i købet uden at falde fra hinanden.
Klokken 14,00 ville vores skytter komme og hente os til jagt igen, så det blev lige til en hurtig middagssøvn.
Denne gang ville min skytte prøve et andet tårn, som var placeret inde på et bredt spor i skoven med fodermark. Vi ville imidlertid først lige liste lidt rundt, nu da bladene ikke længere var frosne.
Vi stødte ind i 3 stykker kronvildt, som naturligvis tog flugten uden at der gav sig en skudchance. Efter en ret langt gåtur, var det eneste foruden krondyrene vi havde set, været 3 stykker råvildt der gik midt ude på åben mark. Nu var det så tid til at sætte sig i tårnet ved fodermarken, hvor der tydeligvis kom masser af vildt, da det hele var pløret op af vildtklove. Efter en times venten, hvor det eneste der kom var en hare, kom der endeligt dåvildt. Selv om det vat mørkt kunne vi imidlertid godt se omridset af gevirerne på 2 af dyrene, det sidste ville således være en spidshjort, selv om vi ikke kunne se ”spidserne” i mørket.
Under aftensmaden kunne Casper så fortælle, om det stykke råvildt han havde skudt den aften. Han havde også, for første gang i hans liv, mødt vildsvin, dog uden skudchance.
Den anden morgen i Polen startede igen ved 05,30 tiden, så vi lige kunne få et stykke franskbrød inden vi blev hentet klokken 06,00. Min skytten kørte nu ud i nærhed af fodermarken vi sad ved aftenen inden. Her førte han mig ud til en stor eng med et vandløb for enden. Jeg blev forklaret at han regnede med at der ville komme kronvildt vekslende over denne eng. Vi sad i over en time uden at se noget som helst, og morgenfrosten begyndte at komme ind under min jakke, så humøret faldt gevaldigt. Pludselig kom der dog 2 stykker råvildt ud på engen. Det var blevet godt lyst så selv om de var ude på 150 meter, var det ingen problemer at se den ene var en buk, som havde smidt, og den anden en und rå. Før første gang på turen kom riflen op til skulderen, og råen fundet i kikkerten. Nu stod råen blot med hovedet lige imod mig, selv om jeg normalt ikke holder mig tilbage for at skyde spidsskud gjorde jeg det ikke her da den sikkert ville vise bladet i løbet af kort tid. Da råen endeligt vendte sig, så bladet var hen imod mig, gik bukken lige ind foran. Nu måtte jeg så pænt vente til bukken flyttede sig, hvilket først skete da råen var vent helt rundt og gik med røven til mig. Dyrene gik roligt og græssede, men de bevægede sig nu væk fra der hvor vi sad så jeg holdt korset på råen, i håbet om at den lige ville vende sig. Da det endeligt skete at råen vente bladet til mig igen, var bukken nået om på den anden side af hende, så jeg igen ikke kunne skyde for ham. Hele seancen gled stille og roligt ud, da dyrene nu nåede over til skoven igen, hvor de forsvandt ind.
Min skytte var nu ret frustreret, da jeg ikke havde fået en eneste skudchance endnu. Vi gik nu tilbage til bilen hvorfra, vi listede os tilbage ad den vej vi var kommet kørende på. Nu kunne vi så konstatere at der var kommet en rudel kronvildt efter at vi var kørt der, da deres spor var oven i vores dækmærker. Vi listede os rundt en times tid, uden at se noget som helst inden turen gik tilbage til hotellet.
Skytten havde det tydeligvis ikke godt med at der ikke var blevet leveret skudchancer, så han erklerede at han hermed ville trække sig tilbage og jeg ville få tildelt en ”ny” skytte.
Den morgen på hotellet kunne Casper berette om en spændene jagt på vildsvin, som de var stødt på i noget tæt ung skov. Han havde været under 20 meter fra dem, men krattet var ganske simpelt for tæt til han havde kunne afgive skud. Han var dog ret betaget af morgenens oplevelser, og kunne bekræfte at riflen havde været afsikret og hjertet været i højt gear.
Denne eftermiddag klokken 14,00 da skytteren afhentede os var vejret rigtigt fint med vindstille, hvilket jo ikke lige er perfekt til listejagt. Min nye skytte viste sig at være en ung mand der var stor AC/DC fan, og talte ret godt engelsk. Han startede med at forklare at ”hans” revir lå i en helt anden del af skoven, så vi skulle først køre de Ca. 30km til det, inden jagten begyndte. Da vi ankom kunne han ligesom vi selv havde gjort det ved hotellet konstatere at det var for stille til listejagt.
Ikke desto mindre startede vi med at liste rundt i skoven. Der gik ikke længe før vi fandt 3 stykker råvildt som gik i skoven uden at have set os. Jeg ville godt selv komme på skudhold af dem, hvilket skytten gik med til. Det hele gik som det skulle, og efter en meget stille pursh, var jeg kommet i en god skudposition, og fundet et lam i kikkerten. Pludselig tog dyrene flugten, og kort til efter kom en flok med 10-15 cyklister farende igennem skoven, det var ikke lige så fedt, men sådan er livet jo.
Vi fortsatte, og stødte nu på 2 stykker råvildt der gik på en lille eng i skoven. De havde imidlertid set os, så der kom heller ikke til skud denne gang. Da solen i mellemtiden var ved at gå ned, besluttede vi os nu til at gå i tårn.
Tårnet lå i noget åbent birkeskov, hvor hele underskoven var ret tæt begroet med bregner, det så rigtigt godt ud. Vi havde da heller ikke siddet mere end omkring 10 minutter før en ræv kom luskende. Ræven blev hurtigt fundet i kikkerten og da afstanden kun var omkring 50 meter fald den for et spidsskud.
Vi besluttede os for at blive siddende, det betyder jo altid held at skyde en ræv på et bestemt sted. Vi sad imidlertid indtil det var blevet godt og grundigt mørkt, og blev i den forbindelse egentligt enige om at stoppe for i dag. Et sidste kik omkring hele tårnet viste nu bare pludselig et antal dåvildt. De blev fundet i kikkerten, og selv om det var svært både at se dyrene og korset kunne de med lidt god vilje følges. Skytten mente helt sikkert de forreste var en gammel då og at jeg skulle forsøge at skyde den. Det var bare ikke helt let for mig at bestemme bladets nøjagtige position, så jeg koncentrere mig egentligt bare om at holde det forreste dyr i kikkerten, hvilket ikke var helt let selvom de ikke gik specielt hurtigt. Pludselig kunne jeg dog helt tydeligt se omridset af dåen, og kikkertstolperne var ligeledes tydelige, så jeg lod skuddet gå, og vidste det var godt da der lød fint anslag. Om det var månen der pludselig lyste igennem, eller der lige var noget lysere baggrund der hvor dyret gik ved jeg ikke, nu var dyret under alle omstændigheder ramt.
Vi ventede ikke og gik med det samme ned til anskudstedet, hvor vi med lygterne søgte efter blod. Blod var der rigeligt af, og da jeg straks så det var godt med lunge i det var det klart at det nu kun drejede sig om at finde det forendte dyr. Vi havde fulgt blodet mindre end 20 meter da vi næsten faldt over den døde då. Den lå imellem bregnerne og var næsten usynlig hvis ikke man vidste den lå der. Dagen var reddet og ræven blev hentet til fotografering sammen med dåen.
Tilbage på hotellet til aftensmaden, kunne jeg berette om en spændene aften. Casper havde skudt et stykke råvildt, og havde haft dåvildt for, dog uden at kunne skyde til det, så han havde ligeledes haft en god aften.
Den sidste morgen i Polen skulle vi starte fra hotellet klokken 5,30, og køre ud til en eng, hvor der skulle være godt med kronvildt om morgenen.
Da vi ankom til engen, kunne jeg øjeblikkeligt genkende den og tårnet i den. Sidste år skød jeg en kronhind og et vildsvin fra netop dette tårn. Humøret var helt i top, og jeg mindedes de gode oplevelser jeg før havde haft i dette tårn. Denne morgen var heldet dog ikke med os, den ene rudel kronvildt vi så, kom i noget krat ved siden af engen, og skud var umuligt. Denne morgen var der også en stille men utrolig kold vind. Kulden begyndte at snige sig ind under tøjet, og vi besluttede at prøve lidt listejagt da der nu var kommet et godt lys.
Vi gik Ca 5-600m inden vi igen kom til en eng i skoven, hvor et par stykker råvildt kom forvildede ud af skoven på den modsatte side. Vi stod i skovkanten og betragtede råvildtet som tydeligvis var blevet skæmt ud af skoven og nu stod med blikket vendt mod denne. Der gik et minut eller to da vi så det var en meget stor rotte vildsvin som havde skræmt råvildtet. De kom i luntetrav lige inde i skoven, på modsatte side af engen. Afstand var omkring 200-250m så der var ganske simpelt for langt til et godt skud mod bevægeligt mål. Min skytte og mig så lige på hinanden et sekund, og uden ord begyndte vi begge at løbe tilbage hvor vi kom fra. Det skovspor vi var kommet til engen på, ville svinene krydse hvis de fortsatte i en lige linje. Vi løb så stille som det nu kan lade sig gøre på frossen jord, og kom til et hjørne af skovsporet hvor vi mente svinene ville passere omkring 75 meter foran. 3 skudsmagasinet var allerede blevet skiftet ud med et fuldt 5 skuds imens vi løb, og nu var sikringen fra og riflen lagt godt an på siden af et tre. Jeg ved ikke hvor lang tid vi ventede, men man får mange tanker når man forventer at der hvert øjeblik der skal være kommer en rotte med over 25 svin over vejen foran en. På et eller andet tidspunkt måtte vi bare indse at der ikke kom nogen svin. Vi gik hen af vejen, til det sted hvor vi forventede de skulle have kommet, og gik ind i skoven der. Efter nogen søgen måtte vi bare give op, der var simpelt hen ingen spor eller noget fra dem.
Jagten fortsatte til fods, og vi havde ikke gået mere end 10 min. før vi fandt 4 stykker kronvildt. Denne gang var vi ikke blevet opdaget, og de stod ganske roligt i et lavt fugtigt område der var tilgroet med tagrør. Efter en del listen rundt på en skændt som vente ned mod det lave område kom vi endelig i en god position, hvorfra vi kunne betragte vildtet. Der var bare rigtig meget tagrør foran bladet på dem, så en bladkugle ville ikke være god. Da afstanden kun var omkring 120-130 meter og der var fint anlæg på træerne besluttede jag at prøve med et hovedskud. Kronvildtet var bare ikke af samme mening, og de var ret urolige over et elle andet, som fik dem til at bevæge nervøst længere væk fra os. Da de efter kort tid var kommet ude for fornuftigt skudhold, kunne vi nu se at det var 2 stykker råvildt der havde forstyrret kronvildtet, og havde fået dem til at trække væk.
Vi besluttede os for at følge efter krondyrene, og fulgte dem i ret lang tid uden skudchancer, inden de opdagede os, og tog flugten.
Tiden var nu kommet til at slutte og komme tilbage til den ventende morgenmad. Vi stødte bare lige på 2 stykker råvildt lige inden vi kom til bilen. De var ret langt ude, men der var gode muligheder for at komme uset nærmere. Denne gang lykkedes alt som planlagt, og jeg kunne roligt lægge an på et træ til rådyrene der gik roligt med siden til på 100 meters afstand. Da skuddet gik, vidste jeg det var for langt fremme, dog mente jeg den burde ligge inden for 100 m penge. På skudstedet viste det sig da også at være masser af sweis, som vi kunne følge omkring 50 m til det forendte stykke råvildt. Imens vi brækkede dyret lagde jeg mærke til at der allerede kredsede 7-8 ravne over os, skytten så at jeg så op og sagde blot ”kleaning team”.
Casper kunne berette at han igen var stødt på vildsvin, men heller ikke var kommet til skud denne gang.
Klokken 13,30 den eftermiddag, blev vi afhentet til den sidste aftens jagt. Denne aften var vi blevet bedt om at gå specifikt efter at holde en bestemt mark fri for vildt. Da vi ankom til marken, som bondemanden havde klaget om vildtskade på, var der ingen tvivl om at her kom dåvildt. Der var opsat pæle for hver 20-30m med menneskehår-fyldte poser, samt hægt alufolie op sammen med fugleskræmsler langs hele skovkanten. Alligevel kunne vi se at afgrøden (blanding af vinterraps og sennep, hvad de så end bruger den blanding til), var helt opædt indtil 30-50 ude på marken, og der var ikke en kvadratcentimeter i dette ”bælte” uden spor af vildt.
Da der var opsat skydetårne langs skovkanten med omkring 250-300m mellemrum var der ingen problemer med at finde et godt sted at sidde. Vi havde da også kun siddet i 10 minutter da 5 sykker dåvildt kom ud på Ca. 250 meter. De havde fronten mod os og bevægede sig stille og roligt hen imod os. Da de var inde på omkring 200m, var jeg klar til skud så snart jeg fik bladet præsenteret af en. Der var bare ikke nogen som havde en god vinkel, og jeg begyndte at overveje spidsskud. Overvejelserne blev dog afbrudt da vi hørte en traktor der kom nærmere, og vildtet løb ind i skoven. Efter lang tids forpint traktor motorlarm, kom endelig en gammel Ursus til syne, den havde en 4 akset hænger efter sig med det højeste læs brændetræ jeg nogensinde har set. Hvordan vognen ikke væltede, og de 4 personer på toppen ikke faldt ned er mig en gåde, ligesom tanken om hvad det Danske arbejdstilsyn ville have sagt.
Det tog sin tid for den overanstrengte traktor at passere med dens 3-4 kilometer i timen, så vi besluttede at liste ind i skoven. Vi havde listet i omkring 15-20 min. da vi fandt 3 dåhjorte som gik roligt i noget birkeskov uden at have opdaget os. Jeg ville egentligt godt skyde en dåhjort, bare ikke betale tusindvis af kroner for det. Nu blev en af disse hjorte udpeget til selektions hjort, da trofæet havde en uønsket form, og skovdistriktet ønskede denne type skudt væk. Vægten anslog han til helt sikkert at være under 1,5 kg, så den ville egentlig være en god dåhjort for mig. Vi kom efter lidt listen rundt i god position, og så var det bare at vente på ”min” hjort kom fri af træer og grene. De andre 2 hjorte var en god halvskuffel og en spidshjort, og de stod naturligvis konstant med bladet fri og lige imod mig. Da den jeg havde fået udpeget, endeligt vendte bladet imod mig, var det kun forbenet og bladet jeg kunne se, resten af dyret var skjult af træer. Skuddet gik, og jeg så faktisk hvordan pelsen på bladet gav sig i en ring omkring anslaget af den store 18,5 gram Hornady kugle fra min 9,3er.
Nu efter skuddet kom tankerne, var det den rigtige hjort, jeg kunne jo kun se bladet. Kunne hjortene have byttet plads uden jeg havde set det. Hvad nu hvis det var den forkerte. Skulle jeg alligevel havde ventet.
Skytten, som havde stået 50m bag mig kom op og ønskede tillykke med hjorten. Han havde set det hele fra en bedre vinkel, og kunne berette at dyret lå 5 meter fra skudstedet, så vi behøvede ikke søge. Da vi kom op til hjorten, blev jeg alligevel rolig igen, nu kunne jeg jo med egne øjne se den rigtige hjort ligge her. Efter at jeg efterhånden vel har rundet 30 stykker nedlagt dåvildt, var dette imidlertid min første dåhjort, og ovenikøbet en efter min mening smuk en.
Efter brækning af dyret lod vi det ligge til senere afhentning og gik tilbage mod marken. Her kunne vi konstaterer at der i mellemtiden var kommet 2 flokke dåvildt ud på den plagede bonemands mark. De var for langt ude, men den ene flok mente vi godt vi kunne komme hen til, hvis vi gik inde i skoven. Det lykkede ikke, da vi på halvvejen stødte en flok på omkring 15 stykker dåvildt, og de larmende flygtede. Vi gik så tilbage mod det tårn vi havde udset os, da vi igen fik øje på en flok dåer. Denne gang var de inde i skoven, og ville tydeligvis ud på marken. Jeg ville godt lige 10 meter længere ud mod marken, hvorfra jeg ville få et virkeligt godt skudfelt til dem, hvis de fortsatte i en rimeligt lige linje. Hvad eller hvorfor de opdagede os ved jeg ikke, men hele flokken tog flugten.
Vi forsatte mod skydetårnet, der var nu kun 50 m til det, da jeg pludselig fik øje på en stor knogle i noget frisk opgravet (opgravet af vildsvin) sand. Jeg syntes det lignede en menneskeknogle, hvilket skytten kunne bekræfte. Dette stykke skov blev kaldt den franske kirkegård, da Napoleon efterlod alle syge og sårede her under sit tilbagetog fra Rusland, og de fleste af dem døde og blev begravet her.
Da vi nåede hen til skydetårnet kom der igen en flok dåvildt omkring 200 meter inde i skoven på vej mod marken. Jeg var halvvejs oppe af stigen, og skulle først op i tårnet og have riflen ladt, inden skud kunne afgives. Det gik lidt hurtigt og vildtet opdagede at noget var på færde. Dyrene tog bare ikke flugten på en gang, så jeg fik faktisk god hold på en kalv, men et sekund inden skuddet kom, satte den i løb. En ny stillestående då, blev fundet i kikkerten og det samme gentog sig, hvilket så var sidste chance med denne flok.
Nu var det så også ved at blive mørk, hvilket ikke gjorder det nemmere at afgive hurtige skud på den afstand. Vi sad et stykke tid inden der kunne konstateres en nu flok dåvildt på marken. De kunne kun skimtes på omkring 300m da lyset var ved at forsvinde. Vi sad vel 20 min længere uden at vi fik mere vildt at se imens mørket kom. Da vi besluttede os til at stoppe var det praktisk taget umuligt at se dyrene mod den mørke muld. Vi begyndte at gå tilbage mod bilen langs skovkanten, da vi igen kunne se dåvildt på marken. De stod som silhuetter på marken med den lyse himmel som baggrund, og skytten ville med det samme have jeg skulle skyde. Nu ligger det bare for stærkt i mig og min danske opdragelse at man ikke skyder uden kuglefang, og jeg kunne ganske simpelt ikke få mig til at afgive skud med himmel som baggrund.
Således sluttede sidste aften i Polen, og der var meget at tale om da Jeg mødte Casper ved aftensmaden. Han havde dog selv haft en ret begivenhedsløs aften, og var egentligt lidt skuffet over kun at have set 2 stykker råvildt, uden cancer for skud.
Sidste morgen i Polen, skulle Casper og hans skytte med ud til den del af skoven hvor jeg havde jaget de sidste par dage. Da Caspers skytte ikke var kendt her, skulle min skytte først have anvist et tårn til dem. Derefter satte vi os selv i et tårn omkring 4-500m fra det tårn som Casper sad i. Min skytte havde forklaret at der var rigtigt meget kronvildt lige her, og det var det vi skulle prøve på at skyde fra tårnet.
Der var stadig ret mørkt da jeg fik øje på en bevægelse i fyrreskoven. Tårnet var placeret i en vejside, og vejen havde et lag ret friskt lyst sand. Da bevægelsen kom hen på vejen, med den lyse baggrund var der ikke tvivl om at det var dåvildt, og jeg kunne ud fra størrelsen let få hold på en kalv. Afstanden var omkring 75m og da skuddet gik faldt dåkalven i skaldet, og blev liggende på vejen med den hvide bug lige imod os.
Efter skuddet fik jeg en kraftig gang bukkefeber, som det jo nogen gange sker, selv om man har gået på jagt i over 25 år. Heldigvis lå dyret der jo nu, og så var der jo bare tilbage at vente på om der skulle komme mere. Vi havde vel siddet i omkring 1 time, da 2 stykker kronvildt smuttede over vejen 200 meter foran tårnet. Det gik så hurtigt at ingen af os så om det var hjorte eller ”afskudbare” dyr. Da det nu var helt lyst og meget koldt besluttede vi os nu for at gå ned og brække dåkalven, for bagefter at liste os en tur.
Skytten forklarede at den mark vi havde siddet ved foregående aften var under 1 kilometer væk, og vi nu ville liste os ud til denne. Skoven skiftede til birkeskov da vi nærmede os marken, og imellem de åbne birketræer fik vi nu øje på en flok dåvildt på vej ”hjem” fra marken. Jeg skulle lige bevæge mig omkring 50-75 meter for at komme i en god skudposition, hvilket lykkedes mig uden at blive opdaget. Nu lød der imidlertid et skud fra Caspers tårn, og den flok som var ved at bevæge sig ind i mit skudfelt stoppede ved lyden.
Det gik meget lang tid, hvor jeg blev nødt til at sænke riflen fra træet hvor jag havde lagt an, inden dådyrene igen satte i bevægelse. Denne gang stoppede de ikke og gik lige in i mit skudfelt på 110-120meters penge. Da de gik i et roligt tempo, trak jeg lige hen foran en då og lod skuddet gå. Dåen sank sammen på stedet og dermed var mit 4. stykke dåvildt på denne tur leveret.
Efter at dyret var brækket og ladet i bilen kom vi tilbage til Casper og kunne konstatere han havde skudt sig en fin då. Da Casper ikke lige havde nævnt for skytterne at han ikke havde skudt dåvildt får denne tur, var der lige et par formaliteter som skulle ordnes inden vi kørte tilbage til hotellet og morgenmaden, og hjemturen.
Således sluttede vores hundyrsjagt 2013, og der var masser af gode oplevelser at tale om i bilen på den lange køretur hjemad.
Sonny
![[Image: S5000615_zps74db7ad9.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000615_zps74db7ad9.jpg)
![[Image: S5000617_zps83ad5ab5.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000617_zps83ad5ab5.jpg)
![[Image: S5000625_zpse8d3ef6c.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000625_zpse8d3ef6c.jpg)
![[Image: S5000630_zps1360586f.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000630_zps1360586f.jpg)
![[Image: S5000633_zps2b23010e.jpg]](http://i387.photobucket.com/albums/oo311/sowije/S5000633_zps2b23010e.jpg)
For 3 år i træk var vi et par stykker der tog på hundyrsjagt i det Polske med Gamekeeper jagtrejser.
Køreturen er jo ret lang og vi ankom lige sent nok til jagt på den første dag. Ikke desto mindre fik vi hurtigt vores tøj på og tog afsted.
Det var et tusmørke da vi kom ud i skoven, og det første stykke vildt jeg mødte var et stykke dåvildt. Man kunne lige ane geviret når man betragtede den igennem kikkerten på de Ca. 100meteres afstand, i det svindene lys.
Da vi uden problemer kunne komme forbi dåhjorten uden at blive opdaget, fortsatte vi til et tårn.
Vi sad ved 20 minutter før det var blevet rigtigt mørkt, og der kom et stykke dåvildt mere. Nu var det imidlertid så mørkt at det var helt umuligt at bestemme kønnet på den. Man går naturligvis ud fra at et enkelt stykke dåvildt der kommer alene er en hjort.
Tilbage på hotellet havde kunne Casper berette at hav ligeledes havde set både dåvildt og råvildt, men heller ikke var kommet til skud.
Hotellet vi boede på var af meget høj standard, og vi nød et godt stykke kød til aftensmaden inden det gik i seng efter en lang dag som for det meste var blevet tilbragt i bilen.
Første morgen skulle jagten begynde klokken 06,00, hvor det stadig var total mørke. Min skytte kørte så ud i noget lovskov, hvor han lod bilen stå. Vi gik Ca. 5-600 meter fra bilen til et skydetårn der var placeret på kanten af en eng der pludselig åbnede sig i lovskoven. Vi var kun lige kommet op i tårnet da vi fik øje på 3 stykker dåvildt ude på engen. Afstand var Ca. 150 meter, men på grund af mørket kunne vi ikke se hvad køn de var og undlod at skyde.
Det føltes som meget lang tid at vente på lyset, specielt da dyrene bevægede sig længere og længere væk fra os efterhånden som lyset kom. Da det endeligt var blevet rimeligt lyst, var dyrene desværre gået ind i skoven, og vi så dem ikke igen.
Vi prøvede nu at liste lidt rund i skoven, men det havde frosset i løbet af natten, og de frosne blade gjorde det umuligt at bevæge sig lydløst. Jagten sluttede ved 9,30 tiden, uden at vi havde set andet end de 3 stykker dåvildt i mørket.
Tilbage til hotellet kunne Casper fortælle at han havde skudt sit første dådyr den morgen. Derudover var hen ret imponeret over hvor meget terræn hans skyttes gamle Golf 2 kunne klare, oven i købet uden at falde fra hinanden.
Klokken 14,00 ville vores skytter komme og hente os til jagt igen, så det blev lige til en hurtig middagssøvn.
Denne gang ville min skytte prøve et andet tårn, som var placeret inde på et bredt spor i skoven med fodermark. Vi ville imidlertid først lige liste lidt rundt, nu da bladene ikke længere var frosne.
Vi stødte ind i 3 stykker kronvildt, som naturligvis tog flugten uden at der gav sig en skudchance. Efter en ret langt gåtur, var det eneste foruden krondyrene vi havde set, været 3 stykker råvildt der gik midt ude på åben mark. Nu var det så tid til at sætte sig i tårnet ved fodermarken, hvor der tydeligvis kom masser af vildt, da det hele var pløret op af vildtklove. Efter en times venten, hvor det eneste der kom var en hare, kom der endeligt dåvildt. Selv om det vat mørkt kunne vi imidlertid godt se omridset af gevirerne på 2 af dyrene, det sidste ville således være en spidshjort, selv om vi ikke kunne se ”spidserne” i mørket.
Under aftensmaden kunne Casper så fortælle, om det stykke råvildt han havde skudt den aften. Han havde også, for første gang i hans liv, mødt vildsvin, dog uden skudchance.
Den anden morgen i Polen startede igen ved 05,30 tiden, så vi lige kunne få et stykke franskbrød inden vi blev hentet klokken 06,00. Min skytten kørte nu ud i nærhed af fodermarken vi sad ved aftenen inden. Her førte han mig ud til en stor eng med et vandløb for enden. Jeg blev forklaret at han regnede med at der ville komme kronvildt vekslende over denne eng. Vi sad i over en time uden at se noget som helst, og morgenfrosten begyndte at komme ind under min jakke, så humøret faldt gevaldigt. Pludselig kom der dog 2 stykker råvildt ud på engen. Det var blevet godt lyst så selv om de var ude på 150 meter, var det ingen problemer at se den ene var en buk, som havde smidt, og den anden en und rå. Før første gang på turen kom riflen op til skulderen, og råen fundet i kikkerten. Nu stod råen blot med hovedet lige imod mig, selv om jeg normalt ikke holder mig tilbage for at skyde spidsskud gjorde jeg det ikke her da den sikkert ville vise bladet i løbet af kort tid. Da råen endeligt vendte sig, så bladet var hen imod mig, gik bukken lige ind foran. Nu måtte jeg så pænt vente til bukken flyttede sig, hvilket først skete da råen var vent helt rundt og gik med røven til mig. Dyrene gik roligt og græssede, men de bevægede sig nu væk fra der hvor vi sad så jeg holdt korset på råen, i håbet om at den lige ville vende sig. Da det endeligt skete at råen vente bladet til mig igen, var bukken nået om på den anden side af hende, så jeg igen ikke kunne skyde for ham. Hele seancen gled stille og roligt ud, da dyrene nu nåede over til skoven igen, hvor de forsvandt ind.
Min skytte var nu ret frustreret, da jeg ikke havde fået en eneste skudchance endnu. Vi gik nu tilbage til bilen hvorfra, vi listede os tilbage ad den vej vi var kommet kørende på. Nu kunne vi så konstatere at der var kommet en rudel kronvildt efter at vi var kørt der, da deres spor var oven i vores dækmærker. Vi listede os rundt en times tid, uden at se noget som helst inden turen gik tilbage til hotellet.
Skytten havde det tydeligvis ikke godt med at der ikke var blevet leveret skudchancer, så han erklerede at han hermed ville trække sig tilbage og jeg ville få tildelt en ”ny” skytte.
Den morgen på hotellet kunne Casper berette om en spændene jagt på vildsvin, som de var stødt på i noget tæt ung skov. Han havde været under 20 meter fra dem, men krattet var ganske simpelt for tæt til han havde kunne afgive skud. Han var dog ret betaget af morgenens oplevelser, og kunne bekræfte at riflen havde været afsikret og hjertet været i højt gear.
Denne eftermiddag klokken 14,00 da skytteren afhentede os var vejret rigtigt fint med vindstille, hvilket jo ikke lige er perfekt til listejagt. Min nye skytte viste sig at være en ung mand der var stor AC/DC fan, og talte ret godt engelsk. Han startede med at forklare at ”hans” revir lå i en helt anden del af skoven, så vi skulle først køre de Ca. 30km til det, inden jagten begyndte. Da vi ankom kunne han ligesom vi selv havde gjort det ved hotellet konstatere at det var for stille til listejagt.
Ikke desto mindre startede vi med at liste rundt i skoven. Der gik ikke længe før vi fandt 3 stykker råvildt som gik i skoven uden at have set os. Jeg ville godt selv komme på skudhold af dem, hvilket skytten gik med til. Det hele gik som det skulle, og efter en meget stille pursh, var jeg kommet i en god skudposition, og fundet et lam i kikkerten. Pludselig tog dyrene flugten, og kort til efter kom en flok med 10-15 cyklister farende igennem skoven, det var ikke lige så fedt, men sådan er livet jo.
Vi fortsatte, og stødte nu på 2 stykker råvildt der gik på en lille eng i skoven. De havde imidlertid set os, så der kom heller ikke til skud denne gang. Da solen i mellemtiden var ved at gå ned, besluttede vi os nu til at gå i tårn.
Tårnet lå i noget åbent birkeskov, hvor hele underskoven var ret tæt begroet med bregner, det så rigtigt godt ud. Vi havde da heller ikke siddet mere end omkring 10 minutter før en ræv kom luskende. Ræven blev hurtigt fundet i kikkerten og da afstanden kun var omkring 50 meter fald den for et spidsskud.
Vi besluttede os for at blive siddende, det betyder jo altid held at skyde en ræv på et bestemt sted. Vi sad imidlertid indtil det var blevet godt og grundigt mørkt, og blev i den forbindelse egentligt enige om at stoppe for i dag. Et sidste kik omkring hele tårnet viste nu bare pludselig et antal dåvildt. De blev fundet i kikkerten, og selv om det var svært både at se dyrene og korset kunne de med lidt god vilje følges. Skytten mente helt sikkert de forreste var en gammel då og at jeg skulle forsøge at skyde den. Det var bare ikke helt let for mig at bestemme bladets nøjagtige position, så jeg koncentrere mig egentligt bare om at holde det forreste dyr i kikkerten, hvilket ikke var helt let selvom de ikke gik specielt hurtigt. Pludselig kunne jeg dog helt tydeligt se omridset af dåen, og kikkertstolperne var ligeledes tydelige, så jeg lod skuddet gå, og vidste det var godt da der lød fint anslag. Om det var månen der pludselig lyste igennem, eller der lige var noget lysere baggrund der hvor dyret gik ved jeg ikke, nu var dyret under alle omstændigheder ramt.
Vi ventede ikke og gik med det samme ned til anskudstedet, hvor vi med lygterne søgte efter blod. Blod var der rigeligt af, og da jeg straks så det var godt med lunge i det var det klart at det nu kun drejede sig om at finde det forendte dyr. Vi havde fulgt blodet mindre end 20 meter da vi næsten faldt over den døde då. Den lå imellem bregnerne og var næsten usynlig hvis ikke man vidste den lå der. Dagen var reddet og ræven blev hentet til fotografering sammen med dåen.
Tilbage på hotellet til aftensmaden, kunne jeg berette om en spændene aften. Casper havde skudt et stykke råvildt, og havde haft dåvildt for, dog uden at kunne skyde til det, så han havde ligeledes haft en god aften.
Den sidste morgen i Polen skulle vi starte fra hotellet klokken 5,30, og køre ud til en eng, hvor der skulle være godt med kronvildt om morgenen.
Da vi ankom til engen, kunne jeg øjeblikkeligt genkende den og tårnet i den. Sidste år skød jeg en kronhind og et vildsvin fra netop dette tårn. Humøret var helt i top, og jeg mindedes de gode oplevelser jeg før havde haft i dette tårn. Denne morgen var heldet dog ikke med os, den ene rudel kronvildt vi så, kom i noget krat ved siden af engen, og skud var umuligt. Denne morgen var der også en stille men utrolig kold vind. Kulden begyndte at snige sig ind under tøjet, og vi besluttede at prøve lidt listejagt da der nu var kommet et godt lys.
Vi gik Ca 5-600m inden vi igen kom til en eng i skoven, hvor et par stykker råvildt kom forvildede ud af skoven på den modsatte side. Vi stod i skovkanten og betragtede råvildtet som tydeligvis var blevet skæmt ud af skoven og nu stod med blikket vendt mod denne. Der gik et minut eller to da vi så det var en meget stor rotte vildsvin som havde skræmt råvildtet. De kom i luntetrav lige inde i skoven, på modsatte side af engen. Afstand var omkring 200-250m så der var ganske simpelt for langt til et godt skud mod bevægeligt mål. Min skytte og mig så lige på hinanden et sekund, og uden ord begyndte vi begge at løbe tilbage hvor vi kom fra. Det skovspor vi var kommet til engen på, ville svinene krydse hvis de fortsatte i en lige linje. Vi løb så stille som det nu kan lade sig gøre på frossen jord, og kom til et hjørne af skovsporet hvor vi mente svinene ville passere omkring 75 meter foran. 3 skudsmagasinet var allerede blevet skiftet ud med et fuldt 5 skuds imens vi løb, og nu var sikringen fra og riflen lagt godt an på siden af et tre. Jeg ved ikke hvor lang tid vi ventede, men man får mange tanker når man forventer at der hvert øjeblik der skal være kommer en rotte med over 25 svin over vejen foran en. På et eller andet tidspunkt måtte vi bare indse at der ikke kom nogen svin. Vi gik hen af vejen, til det sted hvor vi forventede de skulle have kommet, og gik ind i skoven der. Efter nogen søgen måtte vi bare give op, der var simpelt hen ingen spor eller noget fra dem.
Jagten fortsatte til fods, og vi havde ikke gået mere end 10 min. før vi fandt 4 stykker kronvildt. Denne gang var vi ikke blevet opdaget, og de stod ganske roligt i et lavt fugtigt område der var tilgroet med tagrør. Efter en del listen rundt på en skændt som vente ned mod det lave område kom vi endelig i en god position, hvorfra vi kunne betragte vildtet. Der var bare rigtig meget tagrør foran bladet på dem, så en bladkugle ville ikke være god. Da afstanden kun var omkring 120-130 meter og der var fint anlæg på træerne besluttede jag at prøve med et hovedskud. Kronvildtet var bare ikke af samme mening, og de var ret urolige over et elle andet, som fik dem til at bevæge nervøst længere væk fra os. Da de efter kort tid var kommet ude for fornuftigt skudhold, kunne vi nu se at det var 2 stykker råvildt der havde forstyrret kronvildtet, og havde fået dem til at trække væk.
Vi besluttede os for at følge efter krondyrene, og fulgte dem i ret lang tid uden skudchancer, inden de opdagede os, og tog flugten.
Tiden var nu kommet til at slutte og komme tilbage til den ventende morgenmad. Vi stødte bare lige på 2 stykker råvildt lige inden vi kom til bilen. De var ret langt ude, men der var gode muligheder for at komme uset nærmere. Denne gang lykkedes alt som planlagt, og jeg kunne roligt lægge an på et træ til rådyrene der gik roligt med siden til på 100 meters afstand. Da skuddet gik, vidste jeg det var for langt fremme, dog mente jeg den burde ligge inden for 100 m penge. På skudstedet viste det sig da også at være masser af sweis, som vi kunne følge omkring 50 m til det forendte stykke råvildt. Imens vi brækkede dyret lagde jeg mærke til at der allerede kredsede 7-8 ravne over os, skytten så at jeg så op og sagde blot ”kleaning team”.
Casper kunne berette at han igen var stødt på vildsvin, men heller ikke var kommet til skud denne gang.
Klokken 13,30 den eftermiddag, blev vi afhentet til den sidste aftens jagt. Denne aften var vi blevet bedt om at gå specifikt efter at holde en bestemt mark fri for vildt. Da vi ankom til marken, som bondemanden havde klaget om vildtskade på, var der ingen tvivl om at her kom dåvildt. Der var opsat pæle for hver 20-30m med menneskehår-fyldte poser, samt hægt alufolie op sammen med fugleskræmsler langs hele skovkanten. Alligevel kunne vi se at afgrøden (blanding af vinterraps og sennep, hvad de så end bruger den blanding til), var helt opædt indtil 30-50 ude på marken, og der var ikke en kvadratcentimeter i dette ”bælte” uden spor af vildt.
Da der var opsat skydetårne langs skovkanten med omkring 250-300m mellemrum var der ingen problemer med at finde et godt sted at sidde. Vi havde da også kun siddet i 10 minutter da 5 sykker dåvildt kom ud på Ca. 250 meter. De havde fronten mod os og bevægede sig stille og roligt hen imod os. Da de var inde på omkring 200m, var jeg klar til skud så snart jeg fik bladet præsenteret af en. Der var bare ikke nogen som havde en god vinkel, og jeg begyndte at overveje spidsskud. Overvejelserne blev dog afbrudt da vi hørte en traktor der kom nærmere, og vildtet løb ind i skoven. Efter lang tids forpint traktor motorlarm, kom endelig en gammel Ursus til syne, den havde en 4 akset hænger efter sig med det højeste læs brændetræ jeg nogensinde har set. Hvordan vognen ikke væltede, og de 4 personer på toppen ikke faldt ned er mig en gåde, ligesom tanken om hvad det Danske arbejdstilsyn ville have sagt.
Det tog sin tid for den overanstrengte traktor at passere med dens 3-4 kilometer i timen, så vi besluttede at liste ind i skoven. Vi havde listet i omkring 15-20 min. da vi fandt 3 dåhjorte som gik roligt i noget birkeskov uden at have opdaget os. Jeg ville egentligt godt skyde en dåhjort, bare ikke betale tusindvis af kroner for det. Nu blev en af disse hjorte udpeget til selektions hjort, da trofæet havde en uønsket form, og skovdistriktet ønskede denne type skudt væk. Vægten anslog han til helt sikkert at være under 1,5 kg, så den ville egentlig være en god dåhjort for mig. Vi kom efter lidt listen rundt i god position, og så var det bare at vente på ”min” hjort kom fri af træer og grene. De andre 2 hjorte var en god halvskuffel og en spidshjort, og de stod naturligvis konstant med bladet fri og lige imod mig. Da den jeg havde fået udpeget, endeligt vendte bladet imod mig, var det kun forbenet og bladet jeg kunne se, resten af dyret var skjult af træer. Skuddet gik, og jeg så faktisk hvordan pelsen på bladet gav sig i en ring omkring anslaget af den store 18,5 gram Hornady kugle fra min 9,3er.
Nu efter skuddet kom tankerne, var det den rigtige hjort, jeg kunne jo kun se bladet. Kunne hjortene have byttet plads uden jeg havde set det. Hvad nu hvis det var den forkerte. Skulle jeg alligevel havde ventet.
Skytten, som havde stået 50m bag mig kom op og ønskede tillykke med hjorten. Han havde set det hele fra en bedre vinkel, og kunne berette at dyret lå 5 meter fra skudstedet, så vi behøvede ikke søge. Da vi kom op til hjorten, blev jeg alligevel rolig igen, nu kunne jeg jo med egne øjne se den rigtige hjort ligge her. Efter at jeg efterhånden vel har rundet 30 stykker nedlagt dåvildt, var dette imidlertid min første dåhjort, og ovenikøbet en efter min mening smuk en.
Efter brækning af dyret lod vi det ligge til senere afhentning og gik tilbage mod marken. Her kunne vi konstaterer at der i mellemtiden var kommet 2 flokke dåvildt ud på den plagede bonemands mark. De var for langt ude, men den ene flok mente vi godt vi kunne komme hen til, hvis vi gik inde i skoven. Det lykkede ikke, da vi på halvvejen stødte en flok på omkring 15 stykker dåvildt, og de larmende flygtede. Vi gik så tilbage mod det tårn vi havde udset os, da vi igen fik øje på en flok dåer. Denne gang var de inde i skoven, og ville tydeligvis ud på marken. Jeg ville godt lige 10 meter længere ud mod marken, hvorfra jeg ville få et virkeligt godt skudfelt til dem, hvis de fortsatte i en rimeligt lige linje. Hvad eller hvorfor de opdagede os ved jeg ikke, men hele flokken tog flugten.
Vi forsatte mod skydetårnet, der var nu kun 50 m til det, da jeg pludselig fik øje på en stor knogle i noget frisk opgravet (opgravet af vildsvin) sand. Jeg syntes det lignede en menneskeknogle, hvilket skytten kunne bekræfte. Dette stykke skov blev kaldt den franske kirkegård, da Napoleon efterlod alle syge og sårede her under sit tilbagetog fra Rusland, og de fleste af dem døde og blev begravet her.
Da vi nåede hen til skydetårnet kom der igen en flok dåvildt omkring 200 meter inde i skoven på vej mod marken. Jeg var halvvejs oppe af stigen, og skulle først op i tårnet og have riflen ladt, inden skud kunne afgives. Det gik lidt hurtigt og vildtet opdagede at noget var på færde. Dyrene tog bare ikke flugten på en gang, så jeg fik faktisk god hold på en kalv, men et sekund inden skuddet kom, satte den i løb. En ny stillestående då, blev fundet i kikkerten og det samme gentog sig, hvilket så var sidste chance med denne flok.
Nu var det så også ved at blive mørk, hvilket ikke gjorder det nemmere at afgive hurtige skud på den afstand. Vi sad et stykke tid inden der kunne konstateres en nu flok dåvildt på marken. De kunne kun skimtes på omkring 300m da lyset var ved at forsvinde. Vi sad vel 20 min længere uden at vi fik mere vildt at se imens mørket kom. Da vi besluttede os til at stoppe var det praktisk taget umuligt at se dyrene mod den mørke muld. Vi begyndte at gå tilbage mod bilen langs skovkanten, da vi igen kunne se dåvildt på marken. De stod som silhuetter på marken med den lyse himmel som baggrund, og skytten ville med det samme have jeg skulle skyde. Nu ligger det bare for stærkt i mig og min danske opdragelse at man ikke skyder uden kuglefang, og jeg kunne ganske simpelt ikke få mig til at afgive skud med himmel som baggrund.
Således sluttede sidste aften i Polen, og der var meget at tale om da Jeg mødte Casper ved aftensmaden. Han havde dog selv haft en ret begivenhedsløs aften, og var egentligt lidt skuffet over kun at have set 2 stykker råvildt, uden cancer for skud.
Sidste morgen i Polen, skulle Casper og hans skytte med ud til den del af skoven hvor jeg havde jaget de sidste par dage. Da Caspers skytte ikke var kendt her, skulle min skytte først have anvist et tårn til dem. Derefter satte vi os selv i et tårn omkring 4-500m fra det tårn som Casper sad i. Min skytte havde forklaret at der var rigtigt meget kronvildt lige her, og det var det vi skulle prøve på at skyde fra tårnet.
Der var stadig ret mørkt da jeg fik øje på en bevægelse i fyrreskoven. Tårnet var placeret i en vejside, og vejen havde et lag ret friskt lyst sand. Da bevægelsen kom hen på vejen, med den lyse baggrund var der ikke tvivl om at det var dåvildt, og jeg kunne ud fra størrelsen let få hold på en kalv. Afstanden var omkring 75m og da skuddet gik faldt dåkalven i skaldet, og blev liggende på vejen med den hvide bug lige imod os.
Efter skuddet fik jeg en kraftig gang bukkefeber, som det jo nogen gange sker, selv om man har gået på jagt i over 25 år. Heldigvis lå dyret der jo nu, og så var der jo bare tilbage at vente på om der skulle komme mere. Vi havde vel siddet i omkring 1 time, da 2 stykker kronvildt smuttede over vejen 200 meter foran tårnet. Det gik så hurtigt at ingen af os så om det var hjorte eller ”afskudbare” dyr. Da det nu var helt lyst og meget koldt besluttede vi os nu for at gå ned og brække dåkalven, for bagefter at liste os en tur.
Skytten forklarede at den mark vi havde siddet ved foregående aften var under 1 kilometer væk, og vi nu ville liste os ud til denne. Skoven skiftede til birkeskov da vi nærmede os marken, og imellem de åbne birketræer fik vi nu øje på en flok dåvildt på vej ”hjem” fra marken. Jeg skulle lige bevæge mig omkring 50-75 meter for at komme i en god skudposition, hvilket lykkedes mig uden at blive opdaget. Nu lød der imidlertid et skud fra Caspers tårn, og den flok som var ved at bevæge sig ind i mit skudfelt stoppede ved lyden.
Det gik meget lang tid, hvor jeg blev nødt til at sænke riflen fra træet hvor jag havde lagt an, inden dådyrene igen satte i bevægelse. Denne gang stoppede de ikke og gik lige in i mit skudfelt på 110-120meters penge. Da de gik i et roligt tempo, trak jeg lige hen foran en då og lod skuddet gå. Dåen sank sammen på stedet og dermed var mit 4. stykke dåvildt på denne tur leveret.
Efter at dyret var brækket og ladet i bilen kom vi tilbage til Casper og kunne konstatere han havde skudt sig en fin då. Da Casper ikke lige havde nævnt for skytterne at han ikke havde skudt dåvildt får denne tur, var der lige et par formaliteter som skulle ordnes inden vi kørte tilbage til hotellet og morgenmaden, og hjemturen.
Således sluttede vores hundyrsjagt 2013, og der var masser af gode oplevelser at tale om i bilen på den lange køretur hjemad.
Sonny
]
]![[Image: hunt-an3.gif]](http://i17.photobucket.com/albums/b66/Claxel/hunt-an3.gif)
]