Hermed en beretning om denne fantastiske dag:
Fredag eftermiddag fik Jeg en invitation fra Swift, om ikke Jeg havde lyst til at komme med en tur lørdag morgen, for at se om der skulle være dåvildt hjemme. Denne invitation var Jeg ikke sen til at takke ”JA TAK” til……! Lørdag morgen pakkede Jeg bilen, for derefter at hente Swift. For engang skyld var det tørvejr, men dog stadig noget blæsende, hvilket Jeg ikke var synderligt glad for, men det kan man jo ikke ændre på.
Velankommet til terrænet, får Jeg anvist en plads i et tårn ved en lysning inde i skoven. På vej på plads, gående af en skovej, passerer de første 6 stykker dåvildt sporet foran mig på knap 20 mtr.. Allerede da er pulsen steget, til et for mit korpus´ størrelse faretruende niveau. Jeg kommer i bedste ninjastil lydløst indtil tårnet og begynder opstigningen. Da Jeg er ved toppen af stigen, og kan stikke næsen forsigtigt over kanten med kikkerten for øjnene, begynder min afsøgning af lysningen. Med ét giver det et sæt i kroppen – 80 mtr. fra tårnet kan Jeg se et stykke dåvildt. Nu bliver alt sat ind på, at komme lydløst på plads, hvilket lykkedes til fulde. Et kik på uret afslører at der er præcis 17 min. til skydetid. På lysningen er der en del lav bevoksning, som kombineret med den mørke himmel og det faktum at dyret esser gør, at Jeg ikke kan se hvad det er. Endelig løfter dyret hovedet og afslører sig som en då. Jeg spejder efter en kalv eller andre dyr, men uden held. Pludselig ser Jeg en bevægelse under nogle små egetræer 5 mtr. bag dåen – Der ligger han, hjorten! Endnu en gang stiger pulsen til et niveau, som Jeg ikke troede muligt…, pokkers, stadig 15 min til skydetid! Al opmærksomhed er nu rettet på hjorten, som nu rejser sig, og konstant holder sig inden for 5 mtr. af dåen. Dåen går nu stille rundt og esser med hjorten konstant i periferien – klokken nærmer sig 08.00 og skydetid er 08.07……. Klokken rammer 08.03 og samtidig med et Leupold´ens kryds ventende hviler på bladet af ham, vælger han at følge dåen stille og roligt til skovs. Med en noget tom fornemmelse i maven og følelsen af, at så kan det ikke komme tættere på, må Jeg erkende at det nok var dét.
Jeg stiller riflen i hjørnet, skænker en kop kaffe, og sidder nu stille roligt og begynder at nyde den oplevelse, Jeg netop har været vidne til. Ligesom Jeg sidder og sunder mig kommer der et stykke dåvildt springende gennem skoven til venstre for mig. Det vinkler af og passerer nu under 10 mtr. bag om tårnet. Ingen chance grundet nedhængede grene, men efter min vurdering, var det en kalv. Efter yderligere 5 min. træder en smalrå frem foran tårnet på blot 30 mtr., men da aftalen var, at råvildtet var fredet denne dag, med mindre en god buk viste sig, sad Jeg blot og nød synet af dette smukke spinkle dyr. Hun forsvinder stille og roligt ind i skoven og alt ånder fred og ro, ja selv min puls har lagt sig.
Da fanger Jeg en bevægelse ud af min højre øjenkrog! Mellem de små egetræer til højre for mig, ser Jeg nu det karateristiske ”111” spejl gående bort fra mig – men hvad der springer mere i øjnene er, at Jeg nu ser at det er en hjort, og tilmed i kaliber med den tidligere. Hjorten går hele tiden væk fra mig, og Jeg kan nu kun svagt følge den mellem egetræerne, som jo stadig har en del blade på. Da han nærmer sig skovkanten ca. 60 mtr. væk drejer han til højre, et ”Bøv” er ikke nok til at stoppe ham, men til alt held svinger han igen til venstre, og Jeg har nu ca. en mtr. fri til at følge med ham i ”gang” tempo. Kuglen slippes, og det Jeg ser er, at bagkroppen løftes og benene ”cykler under ham, hvorefter han forsvinder i skoven…!
Første tanke med høj puls: Var det forbi??, men med det skudtegn var Jeg ret overbevist om et ok. træf. Jeg venter hvad der føles som en evighed, men som nok var højest 5 minutter, inden Jeg kravler ned af tårnet og går mod skudstedet. Jeg kan ikke umiddelbart finde schweiss, men med det omtalte skudtegn, føler Jeg mig sikker ved, at gå forsigtigt ind i skoven. Jeg følger en veksel og ca. 25 mtr. inde ligger han forendt!! Hatten af for hjorten, en tak og tanke til de højere magter og Swift for denne fantastiske oplevelse samt morgen. Jeg sætter mig på knæ ved siden af hjorten, retter dens hoved op og nyder dette øjeblik til fulde. Efter lidt tid rejser Jeg mig op, og prøver at danne mig et overblik over den korteste vej ud til skovejen. Derefter slæber Jeg ham ud til skovvejen, og må endnu en gang sætte mig og blot nyde dette!!!
Kuglen er gået ind 15 cm. bag bladet og ud tilsvarende længere fremme på den anden side, med toppen af hjertet skudt af.
Efter lidt tid kommer Swift gående og lykønsker med hjorten. Bilen hentes, hjorten læsses, humøret er højt og alt er gået op i en højere enhed.
Senere på eftermiddagen blev der inviteret på hjorteøl og hjortewhiskey, hvilket tilsidst resulterede i, at Jeg hen på aftenen blev meget træt….. [
]
Endnu en gang en stor tak til Swift for invitationen!!