Montana Fatamorgana.

[M@X 2.1]

Montana Fata Morgana

Optakten til rejsen begyndte sidste år med at jeg læste Eric A’s artikel fra hans tur til Montana efter præriehunde. Billederne af den flotte natur og muligheden for at skyde mange skud med riflen hver dag fik mig til at kontakte Eric for at høre mere om mulighederne.

Eric var hurtigt fyr og flamme og inviterede til at følges med ham og hans jagtkammerat på deres næste tur. Forskellige forhindringer gjorde at det først kunne lade sig gøre i år, men så kunne Eric’s kammerat ikke komme med. Vi besluttede at i juli kunne vi begge få tid til at tage til Montana.

Eric bor i Michigan og han vil køre i sin GMC pickup til Bismarck, N.D. hvor mit fly lander. Herfra kører vi så videre til de ”dogtowns” i Petroleum county, som Eric har besøgt i 20 år.

Inden vi når så langt, vil jeg lige fortælle lidt om de problemer der gik forud for rejsen. For at indføre et våben i USA, skal man 12 uger i forvejen søge BATF (Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms) om midlertidig indførelse af dette. Flyver man via Amsterdam, skal man et par uger i forvejen søge om transittilladelse, selvom man ikke rejser ind i selve Holland. Jeg fik først faxet ansøgningen til BATF 3 uger før jagten og Hollandsk told 1 uge før. At jeg var sent på den, skyldtes at jeg ikke var blevet færdig med at få ompibet den riffel som jeg havde tænkt mig skulle bruges på turen.
Da der var 3 dage tilbage til afrejsen, ringede jeg til BATF og med lidt overtalelse, lykkedes det ved hjælp af kopier af min Montana Hunting License (købt på nettet) at få tilladelsen i hus dagen før jeg skulle flyve. Samme fremgangsmåde brugte jeg så over for den Hollandske told og transittilladelsen tikkede ind på faxen.
Hurtigt hjem og pille en kikkert af en anden riffel og ud til MacNab og indskyde den. Jeg tilskød piben med rensning mellem hvert skud og det lovede godt. Da riflen var indskudt, skød jeg 5 skud til og gruppen målte 8mm, udvendigt. Helt godt, da kuglediameteren er 5mm.

Kufferten er pakket og klar til afgang.


Næste forhindring opstod efter at jeg var kommet igemmen sikkerhedskontrollen i Billund lufthavn. Min håndbagage er en plastkasse med et håndtag på låget. Jeg plejer at bruge kassen til ammunition og værktøj når jeg er på skydebanen og engang havde jeg klæbet et ”Guns and Ammo” mærkat på siden. Sikkerhedsvagten spottede mærkaten og jeg blev anholdt. Det er åbenbart ikke lovligt at bære mærkater for en lovlig aktivitet i en Dansk lufthavn. Er vort samfund virkelig blevet så overdrevet politisk korrekt at ordene ”Guns and Ammo” kan støde nogen. Jeg mener – terrorister skriver vel ikke ”indeholder bombe” uden på kufferten. Jeg tilbød at fjerne mærkaten, men vagten satte gaffatape hen over den forbudte tekst.
I Amsterdam var der ikke nogen tolder der gad se min transittilladelse og det var med bange anelser at jeg mellemlandede i Minneapolis. Her var det meningen at jeg skulle fortolde mit våben, for derefter at skifte til et indenrigsfly videre til Bismarck. De amerikanske toldere efterlyste min riffel hos KLM medarbejderne, der kunne meddele at riflen ikke nåede flyet i Amsterdam, trods næsten 3 timers ventetid. Jeg blev bedt om at flyve videre til min endelige destination og efterlyse riflen der.
Da jeg ankom til Bismarck, ventede Eric på mig og af en eller anden årsag kom min riffel ud på bagagebåndet sammen med alle de andre kufferter. Så meget for Amerikansk sikkerhed og våbenkontrol.
Endelig ankommet efter 18 timers rejse, tager vi hen på hotellet og drikker en kold øl. Eric snakker og snakker og snzzzzzzzzzzzzzz
Næste morgen tager vi hen til Scheels Outdoor, der er en af 22 butikker i Dakota, men ikke så kendt som Cabelas. Udvalget af jagt og fiskeudstyr er imponerende. Bare afdelingen med camo-tøj er større end de største danske våbenhandlere.

Eric drømmer om en brugt haglbøsse...


og om at fange STORE fisk hjemme i Lake Michigan


Vi tømmer deres lager af .204 ammunition og jeg køber en del kugler og andet ladegrej.

Omsider er vi på vej mod Montana og mile efter mile forsvinder under hjulene på Eric’s GMC.

Er vi der snart, Eric?


Grænsen mellen North Dakota og Montana.


Målet er Jordan og vi indlogerer os på Garfield Motel midt i byen.

Garfield Motel:


Det er stadig lyst, så vi kører et stykke ud af den vej der fører ud til præriehundene.
Det lover ikke for godt:


Det er en grusvej og alligevel har den et vejnummer. Det går op for mig at vi nu er ude på landet da jeg forsøger at finde noget countrymusik på bilradioen. FM båndet er fuldstændig dødt – ingen kanaler overhovedet rækker så langt ud på landet. Jeg forstår nu bedre Montana’s slogan ”Wide open sky state”.

Vi ser muledeer hjorte og pronghorn.





Kaniner og agerhøns og der er også flere præriehundekolonier langs vejen. Vildttætheden er imponerende og selv om der er hegnet for kreaturerne, så springer hjortevildtet over med lethed. Vi når 50 km ud af vejen inden det bliver mørkt og vi vender om.
Efter morgenmad på Hilltop cafe, kører vi igen ud i jagtområdet.

Morgenmad - næh, det var nu aftensmaden.[:p]



Eric kender flere gode steder, men hvis der har været jægere før os, er præriehundene blevet ”educated” og smutter ned i hulen når de ser os. Vi er heldige ved den første dogtown. Præriehundene er nysgerrige og opdager ikke lige med det samme at vi skyder på dem. Jeg krydser gennem kolonien og kunne have skudt en del af dem med haglbøssen, men jeg finder et godt sted på en bakkekam og begynder at skyde på mine første P.D.’s 204eren er effektiv og inden længe har jeg skudt en 20 stykker. Så flytter jeg lidt og skyder dem der er indenfor 300 meter. Jeg finder et særligt godt sted og det lykkes mig at skyde 55 p.d.’s med 57 patroner på et sted uden at rejse mig op.

Det "gode" sted.[]



Nummer 17 og nummer 35 var forbiskud, men jeg troede nu at jeg næsten ikke kunne skyde forbi.
Det kunne jeg nu godt, skulle det vise sig. Da jeg skiftede til et andet lot-nummer, var det som om at riflen ikke længere skød godt, så jeg kontrolskød. 4cm i højden og 3 cm til højre måtte jeg korrigere inden den igen skød midt i bulls eye.

De ER da søde....


Det andet problem som jeg lærte om, er at sidevind og lette hurtige 32grs kugler er en dårlig cocktail. Just walk them in, var rådet fra Eric. Metoden er at man lægger mærke til støvskyen der kommer når man skyder forbi og så korrigerer man lidt og skyder igen. Rammer man igen forbi, skal den lige have lidt mere. Jeg oplevede at når en præriehund står på alle 4 kan det være nødvendigt at holde hele dyrets længde op mod vinden. Sidder den på rumpen og ligner en colaflaske, så holder man 3-4 colaer mod vinden. Det koster unægtelig lidt på skudstatistikken. Jeg valgte nu at være meget mobil. I stedet for at skyde fra et bord, så gik jeg rundt og placerede mig så jeg næsten udelukkende havde med eller modvind. Jeg havde monteret bipods og medbragte en sandsæk til at lægge under kolben. Det fungerede udmærket, bortset fra at jeg blev noget solskoldet på læggene og fik en del kaktustorne i knæene.

Der var en "Good old days" stemning, her langt ude på landet..


For at holde styr på scoringen, så smed jeg tomme træfhylstre i rygsækken og forbierne røg tilbage i æsken. Der var 161 i rygsækken da vi var tilbage på motellet om aftnen.
I løbet af dagen mødte vi en cowboy med hat, støvler og revolver. Det var Randy som bor i et selvbygget hus/skur midt ude i ingenting.

Randy, muligvis hans kone[:X] og Eric


Randy er Vietnam veteran og får derfor en lille pension fra staten. Ellers lever han af sin ”trapline” og sælger skindene af de coyoter og bobcats der går i fælderne og snarerne.

Randy demonstrerer en lovlig snare.


Han har også nogle heste som han bruger på den 16 mile lange tur rundt for at tilse fælderne.
Randy er meget snakkesalig da der endelig kommer nogen at snakke med og han spørger om vi kommer igen i morgen. I så fald vil han gerne have os til at tage hans bil med inde fra byen hvor den har været på værksted. Vi lover at komme igen og næste morgen kigger vi ind på bilværkstedet. De kender os ikke, men da vi spørger efter Randy’s truck, siger de at det er den hvide Chevy ovre på den anden side af hovedgaden og nøglen sidder i tændingslåsen. Hvilken tillid man har til fremmede ude på landet.
Randy byder på kaffe og jeg drister mig til at spørge om jeg må tage billeder inde i hans hus. Det er ok, siger han og begynder at fremvise diverse fælder og skydevåben. Randy ville passe godt ind på VTF. Han har alle mulige forskellige våben og han snakker gerne om dem.

Montana kaffemik


Efter kaffen tager vi nu ud til et nyt sted hvor Eric ikke har været længe. Man kører flere kilometer hen over markerne og lige da vi tror vi er kørt forkert, så ligger der en dogtown bag næste bakke.
Vi pakker ud og så går vi i gang med at skyde. I løbet af dagen må jeg flere gange tilbage til bilen efter ammunition. Jeg har en enkelt patron tilbage da jeg skridter hen over sådan en minivulcan som præriehundene laver omkring hullet. Lige da jeg sætter min fod, ser jeg for sent at jeg er ved at træde på en klapperslange. Jeg springer til siden, men slangen er sløv og rører sig næsten ikke.

Amerikansk hugorm...


Det bliver dens sidste middagslur der bliver afbrudt af min sidste patron og jeg tager byttet med hen til bilen. Eric har set 4 klapperslanger de sidste 20 år, så om jeg er heldig eller uheldig finder vi aldrig ud af.
Vi er trætte og solbrændte den aften på motellet og jeg når op på 114 p.d.’s på en halv dag.

114...


Næste dag går turen til Lewistown efter mere ammunition. Sådan en .204 Ruger sluger lige så meget ammunition som en Hummer sluger diesel. Vi finder en våbenhandler, men han kan kun klare en enkelt pakke .204.


Indehaveren ringer til en anden våbenhandler, som har flere hundrede Hornady på lager. På mystisk vis stiger prisen 3$ per æske i løbet af de 5 minutter vi er om at krydse gaden. Jeg er løbet helt tør, så jeg er nødt til at købe 10 æsker. Der er nemlig langt mellem byerne her i Montana. Da han så mit Visakort, kunne han selvfølgelig som det eneste sted på min rejse, ikke modtage det som betaling. Havde jeg da bare kontanter eller i det mindste et Mastercard……Så tryllede jeg et Mastercard frem fra muldvarpeskindet og ærgelsen var synlig i hans ansigt. Det var nu mig der havde ret til at være ærgerlig da jeg lige måtte ofre 30$ på turismens alter.

Tilbage til præriehundenes græsklædte land. Vi kører tilbage til Winnett og derfra sydpå. Et stykke uden for byen drejer vi ned af en grusvej som fører os dybt ind i Petroleum County. Eric har været her før og han finder også denne gang det ”two track” der styrer os ind til en større dogtown. Præriehundene her kigger nysgerrigt på os mens vi rigger vort gear til, men så snart vi er klar, forsvinder de ned i deres huler. Det er helt tydeligt at de har prøvet det her før.

Udsigten, mens jeg venter på at der dukker nye P.D's op


Nu skulle vi til at arbejde for sagen. Ned på knæ og så pursche sig frem fra busk til busk. Stak man hovedet for højt op, så forsvandt de ned i hulerne og blev der længe. Det blev ret hurtigt nødvendigt at skyde på meget længere afstande end der hvor vi var de første 2 dage. De fleste af mine skud var fra 225 meter ud til 350 meter. Selv om en .204 skyder ret fladt, så er en rangefinder handy, når man er på varmintjagt.

Osse her er der tidsler der kun venter på at aflevere sine pigge i mine hænder og knæ.


Midt på dagen har jeg skudt ca. 15 p.d.’s ovre på den anden side af et lille vandløb, da der pludselig kommer 2 ørne og begynder at æde af kadaverne. Jeg kender ikke arten, men de er brune og med et vingefang over 2 meter. Sådan en dødskudt præriehund er guf for en ørn. Den er jo grovparteret allerede, så en 3 til 4 mundfulde og præriehunden er væk. Godt at der kommer nogen og rydder op efter os.

Det er blevet mørkt da vi kommer tilbage til byen. Ved 21 tiden dropper vi ind på den ene af byens 2 barer. Det er en hverdagsaften, men de lokale er i fuld gang med at drukne deres sorger. Det første de spørger om er om vi er faret vild. Der kommer vist ikke mange fremmede her ude på landet. Vi får en burger og et par øl inden vi kører hen til Diamond D.bed and breakfast, som bliver drevet af Lilly, en farmerenke. Klokken er henad midnat og vi lister ind i privaten, helt ind igennem hendes private stue for at komme til de senge som vi skal sove i.
Jeg bliver vågen ved lyden af Lilly der rumsterer i køkkenet med pandekagebagning og baconstegning. Efter et bad er Eric og jeg klar til et solidt morgenmåltid.


Jeg er blevet helt vild med sådan en gang solid Amerikansk morgenfodring. 3 spejlæg, easyover, hashbrown (revet pandestegte kartofler) bacon i tykke skiver og white toast. Dertil pandekager med ahornsirup, efterfulgt af et par muffins. Det hele skylles ned med et glas isvand og en spand kaffe og et glas juice. Der er brændstof nok til hele dagen i sådan et måltid.

På vejen kommer vi forbi et rigtigt "håndværkertilbud"


og den lokale skydebane.....jægere er gode ambasadører[!]


Vi tager ud til samme område som dagen før, men svinger til højre inde i området i stedet for at køre hen til samme sted som dagen før. Umiddelbart vil jeg vurdere at denne dogtown strækker sig over mindst 3 km på den lange led og lidt mindre i bredden, men det er umuligt at afgøre når man befinder sig nede på jorden.
Lige da vi kører ind over en kvægrist, får vi øje på 3 grævlinge der smovser i døde præriehunde. Grævlinge lever ofte i nærheden af dogtowns, da de er i stand til at grave sig ned til de huler under jorden hvor præriehunden får sine unger.
Eric gør hurtigt en riffel klar og skyder de 2 af dem, men den sidste forsvinder ned i et hul. Vi holder øje med stedet, men den har vist ikke lyst til at kigge op til overfladen mere den dag.
Det nye sted hvor vi parkerer i dag, har også helt sikkert været i ilden før. Vi må nærmest pürsche os frem fra busk til busk og ikke stikke hovedet op så vi kan ses i profil mod himlen. Jeg skyder en 30 stykker, men i dag er vinden en væsentlig faktor som gør at man virkelig skal bedømme den korrekt, for ikke at spilde ammunitionen ved forbiskud. Igen i dag kommer ørnene og æder sig mætte i frisk præriehundekød. Det ser ikke ud til at de er særlig meget urolige ved vores tilstedeværelse, men på en måde har de måske fundet ud af at det er nemmere at finde føde når der er jægere i området.
Dagens højdepunkt er da det lykkes mig at skyde 5 ud af de 6 familiemedlemmer der boede i det samme hul på den anden side af en slugt. Jeg har fået mig lagt godt til rette i læ af en bakketop og med riflen på bipods og en shootingbag under bagskæftet er det en ret stabil skydestilling. Jeg er her på fjerdedagen blevet noget mere ferm til at vurdere sidevinden, så jeg får ram på 4 inden jeg skyder forbi. Det er helt tydeligt at det er unge dyr uden erfaring, for jeg skyder først den fedeste af dem og resten der er unger fra i år, farer lidt rundt ude at vide hvad de skal gøre. Jeg får ram på en til inden den sidste finder ud af at det nok er sikrere at blive nede i hullet.
Pludselig bliver himlen sort og det begynder at tordne. Tordenvejr i USA er ikke noget at spøge med, så vi pakker hurtigt sammen og da vi starter bilen og forlader området, falder de første kæmpedråber på ruden. Jeg var alligevel ved at løbe tør for ammunition igen, så det gjorde ikke så meget.
Vi beslutter at vi nu er ved at være mætte af at skyde præriehunde, så vi sætter kursen mod syd, ud af græslandet og ud på asfaltvejen inden jordvejen vi kører på, bliver til brun sæbe. Montanas jordveje er kendte for at blive til mudder når det regner, for så efter 2 timers tørvejr igen at være farbare. Nu bare med et virvar af hjulspor der tvinger chaufføren til at godt fast i rattet og øjnene på vejen.
Planen er nu at Eric skal hjem og passe sit firma i Michigan og ved at han tager interstate I90 hjemad, så kan han sætte mig af i Sturgis, hvor Dakota Arms bliver produceret. Undervejs stopper vi i Roundup for at hæve en check som ”State of Montana” har sendt til mig til dækning af for meget betalt for jagttegnet. Damen i banken udbetaler ikke pengene før hun har fået en udførlig beretning om Danmark og hvorfor jeg gider tage til Montana for at skyde præriehunde. Amerikanere er meget åbne mennesker som gerne vil høre om andre menneskers liv og de vil også gerne vide hvordan de bliver opfattet ude i resten af verden.

På vejen igen


Efter lidt mad fortsætter vi ned over Billings og passerer Little Big Horn, hvor gen. Custer mødte sin overmand. Det regner og der er langt til Sturgis, så vi stopper ikke, men drejer væk fra motorvejen og kører gennem nogle naturskønne indianerreservater. Mørket falder på og nattehimlen oplyses at lyn i horisonten, medens regnen får forruden til at ligne et badeværelsevindue. Vi passerer et hjørne af Wyoming uden at vi næsten opdager det og klokken er henad midnat inden vi ankommer til Tony’s Motel i Lakewood. Tony tager imod os med et par kolde øl og Eric henter nogle flere, så vi kan få en godnatøl. Herligt, herligt og de hvide lagner kommer tilpas bagefter.
Lørdag morgen kører vi hen til Dakota Arms, for at se om der er nogen på arbejde, men det er der ikke, så vi fortsætter ud til Rapid City lufthavn. Her lejer jeg en Subaru Outback og vi læsser mit gear fra Eric’s GMC over i Subaruen.

Så meget gear......


Det er tid til at skilles med Eric, men det ligesom svært at tage afsked. Vi snakker og snakker og ingen vil tage initiativet til at sige farvel. I stedet siger vi ”på gensyn” og aftaler at vi vil prøve at mødes igen når det er tid til at jage de muledeerhjorte som Randy har lovet os. Jeg synes det har været en kæmpe oplevelse at møde og opleve en jæger fra USA der har de samme interesser som vi danske, men blot taler et andet sprog. Der er mange ting både Eric og jeg opfatter som en selvfølge og vi forstår hinanden ”jægermæssigt” på trods af kulturforskelle og afstanden. Samme gensidige forståelse har jeg faktisk oplevet blandt jægere i de fleste lande jeg har jaget i, så det er muligvis noget der ligger gemt i vores nedarvede jagtinstinkter – jeg ved det ikke.
Til sidst får vi løsrevet os og Eric begynder hjemturen på næsten 2000 km. Jeg sætter nu kursen mod Black Hills og Mount Rushmore, for jeg skal have tiden til at gå til mandag, hvor jeg har en aftale hos Dakota Arms. Nu begynder anden del af min rejse, så derfor vil jeg slutte førstedelen, hvor jeg var sammen med Eric og som indeholder det meste af skydningen. Der kommer dog lidt mere i anden del som mere er en almindelig rejseberetning, hvor jeg besøger Dakota og HS-Precision, svinger en tur ned til Lock, Stock and Barrel i Nebraska, inden jeg tager nordpå igen og kigger ind til Cabelas i Mitchell.
Mere om det senere…………………….



--
mvh M@X.
DRALF - opfinder af den
originale -

[prethom]

Flot beretning og fotos Max. Den var værd at vente på[]Håber vi blir flere i denne sæsson, til at dele ud af vore oplevelser. Jeg tar selv på 4 dages drivjagt i Polen, med mit sædvanlige hold, sidst i oktober. I kan godt forberede jer på lidt pral og fotos[]

mvh Don Bums

[Kima]

Kanon fortælling og flotte billeder[^]
Jeg glæder mig allerede til at læse anden del[:p][]


Det er muligt at jeg har alle de våben jeg behøver, men jeg har ikke alle de våben jeg ønsker.

[halvautomat]

Du kan da lidt af hvert... fin fortælling med øje for detaljerne som giver billeder inde i hovedet... bare fortsæt....

"Det eneste, der er kedeligere end at lære ting udenad, er at høre, hvad andre har lært udenad"

[Høgh]

M@X - du er hermed nomineret til "Kampdværgenes Litteraturpris". Sikken tur!

[center][/center][center][/center]

Assumption is the mother of all ****ups... and anything is possible if you don't know what you are talking about.

[hogmeister]

God historie M@X.
Jeg kan se du har varet helt ude hvor kragerne vender, og du er betaget af landskabet. Enten bliver man forelsket i det eller ogsaa hader man det. Min kone og jeg har jaget pd's derude siden 1990.
Det er en skam du ikke tog tid til at besoge Custer slagmarken, det ville have givet dig en utrolig spandende historie, og hel anderledes end du egentlig selv tror, og faaet fortalt.
Hvem tog imod hos H-S Pecision, Josh Cluff eller Tom Houghton II? De laver ihvertfald nogle dejlige rifler. Lock Stock and Barrel i Valentine er ogsaa en skon forretning. En af de faa mail out forretninger hvor man ogsaa kan faa lov til at gaa ud paa lageret og shoppe.
Som jeg skrev til Eric, nu er du "hooked" og kommer garanteret igen.
Hogmeister

[petoni]

Det lyder som en fin tur og flot fortalt M@X [][][]

Per T Nielsen

"7mm SAUM--one shot-one kill"

[yeti]

Sikke en omgang - tak for historien.

[STROM]

flot beretning !!!!!!!!!
takker og ser frem til chapter 2

mvh
Strom

[korthår]

Flot beretning og gode billeder[]
Men for pokker da - nu blev maden KOLD[8D]

mvh
Korthår

[Takleberry]

Det var totalt i orden det der M@x - rigtig god fortælling og nogle lige så gode billeder. Jeg tilslutter mig straks koret, som råber på 2.del

Mvh Takleberry

.

************************Kend din ret og gør din pligt**************************

[M@X 2.1]

quote:

---

Originally posted by hogmeister

Det er en skam du ikke tog tid til at besoge Custer slagmarken, det ville have givet dig en utrolig spandende historie, og hel anderledes end du egentlig selv tror, og faaet fortalt.

Hogmeister

---

Jeg brugte en hel dag på Fort Abraham Lincoln, hvor Custer havde sit hovedkvarter inden han red ud og mødte sin skæbne.Custer's hus og mandskabsbarakkerne er genopført og der er levende museum med folk iklædt datidens tøj.

Jeg mødte osse en gudsbenådet fortæller i form af en park ranger, da jeg besøgte Mount Rushmore. Han vækkede min interesse for Amerikansk historie, da han fortalte om hvordan og hvorfor de 4 præsidenter blev valgt til at få deres statuer pikket ud i sten. Han fortalte løs i en time uden at tabe lytternes opmærksomhed.


--
mvh M@X.
DRALF - opfinder af den
originale -

[Eric A]

Hej Max

Stort og fin skrivning om fortælling histori og flot billeder af området.[][8D]Ikke så godt af mig i billeder...skønt.[B)][]
Hov!hvor er DWD foto ..tagen om 1st dag aften på Montana prærie,det billede kom ude god[?][][]

Osse du forbigåt denne færdselsskliten langs vej...[][][]



mvh....Eric

PS...I,m ready to go igen[:p][:p][]...fishing is now over...[]

http://www.andersencharters.com

[Claxel]

Hej M@x.

WoW, sikken tur, sikken stemning, sikke meget skydning. [:p][:p]

Flot fortælling, jeg melder mig også i hylekoret: KOM MED DEL II.

K&B Clax []



Det er bedre at være kompleks, end at lide af dem ...

Man behøver ikke være tosset for at være her, men det hjælper ...

[maleren]

Kanon fortælling og flotte billeder det er som om at være der selv
(gid det var mig der var afsted[8D])
glæder mig til 2. del[:p][:p]

[Ugelvig]

Nice1 - Helt enestående fortælling. Hvornår tager du derover igen?

Btw - Kom lige med del II, ikke?

/Ugelvig

Tikka T3 - 308 Win
Bushnell 3-12 x 56 mm

[carlsen]

Hej M@x
Super fortælling og fine billeder
Kom hurtig med del 2

Carlsen

[littlebear]

Hey det lyder som i havde en bragene tur.
Flotte billeder.

Go fast take chances

[DIB]

I 2 har sgu rigtigt hygget jer[]..!!!
Vel undt !
( Maybe Eric is going to start some hunting business..[?][8D][])

"Uanset hvad jeg foretager mig..ville jeg hellere have været afsted med riffel eller fluestang "

[Eric A]

quote:

---

Originally posted by DIB

I 2 har sgu rigtigt hygget jer[]..!!!
Vel undt !
( Maybe Eric is going to start some hunting business..[?][8D][])

---

Hej DIB... no hunting business....just real happy to have some fine company along on this trip and was hoping to show another hunter a good time.
I was very glad that Max was able to experience several days of fairly good shooting i the Montana dogtowns. My best hopes are...that he came away from this Juli PD hunt with good memories.
I know I enjoyed the trip...[:p][^][]

mvh....Eric

http://www.andersencharters.com